dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Niclas Bekker Poulsen (S)
Bjarke MacCarthy, Ritzau Scanpix

Viceborgmester blev den sidste, der kunne låne Greves kultur-café

KL's konsulenter har undersøgt angiveligt magtmisbrug og 'finder det uhensigtsmæssigt', at en kulturhusdirektør til viceborgmester Niclas Bekker Poulsens (S) 40 års fødselsdag udlånte lokaler som andre ikke kan låne. Udlån stopper nu
13. NOV 2018 11.41

GREVE: Viceborgmester i Greve, Niclas Bekker Poulsen (S), holdt i januar 2017 sin 40 års fødselsdagsreception for omkring 100 personer i caféen i det kommunale kulturhus Portalen. Lokaler, som ikke alle og enhver kan regne med at låne.

Og det får nu kritik i en netop færdiggjort rapport fra KL Konsulenterne, der dog ikke af den grund lægger op til ansættelsesretligt skridt mod direktøren fra kulturhuset, Poul-Erik Mou Larsen, som var den, der lavede aftalen med viceborgmesteren.

I september i år kunne Greve-politikeren via sin Facebook-profil selv oplyse, at hans fødselsdag ville blive genstand for en undersøgelse om magtmisbrug i relation til fire forhold: Receptionen, et tilbud om nogle gratis stole, kulturhusets støtte til Tune Musikfestival samt relationen mellem Bekkers private kaffebar og kulturhuset.

KL Konsulenterne har interviewet relevante embedsfolk i Greve og er kommet frem til, at der i et enkelt af de fire forhold var noget at kritisere: Det ekstraordinære udlån af kulturhusets lokaler til receptionen. Konsulenterne finder det således 'uhensigtsmæssigt, at direktøren, ved forslaget om at den private reception kunne afholdes i cafeen, tilsidesatte Portalens praksis for udlån af lokaler'.

'Ikke Bekkers stil at presse'
Det fremgår, at Bekker et års tid før sin fødselsdag havde spurgt direktøren, om han kunne låne lokaler, som også tidligere borgmester René Milo (V) havde gjort en gang. Det er også oplyst, at AOF-leder og tidligere byrådsmedlem Lone Rytter (S) har gjort det samme.

Direktøren har ifølge et tidligere mødereferat fra maj i år udtalt, at han følte sig presset til at låne lokalet ud til viceborgmesteren, men har overfor KL-konsulenterne understreget, at det, der pressede ham, var, at han selv tidligere havde sagt ja til Milo, ikke at Bekker personligt havde presset ham. Det var ikke Bekkers 'stil at ville bruge sin politiske position til at presse', er direktøren citeret for.

Bestyrelsen i kulturhuset besluttede i juli, at der fremadrettet ikke må gives støtte til enkeltpersoner, foreninger eller lignende uden beregning.

Det fremgår af KL-rapporten, at 'Konsulenterne finder det fornuftigt, at bestyrelsen har besluttet, at der fremadrettet skal ske fakturering til markedsprisen i forbindelse med afholdelse af alle arrangementer, men finder ikke anledning til yderligere kritik henset til, at der er tale om et enkelt arrangement, og at det, som oplyst af direktøren, var en fejl, at der ikke blev opkrævet betaling for leje af lokale samt de udgifter i form af teknikerhjælp, som Portalen havde til arrangementet'.

Niclas Bekker Poulsen fik, efter undersøgelsen kom i stand, en ekstraregning på 10.000 kr. for receptionen, som han udsatte betalingen af, til undersøgelsen blev færdig.

Byrådet i Greve skal politisk forholde sig til rapporten på sit møde i december.

Kulturhuset Portalens bestyrelsesformand Peter Vuust trådte under et ekstraordinært bestyrelsesmøde 8. november tilbage med øjeblikkelig virkning. Han kaldte sagen 'en storm i et glas vand', mente, at 'kommunen har ageret ekstremt aggressivt, hensynsløst og samtidig utrolig uprofessionelt i forbindelse med denne sag, som de ikke har fået medhold i' - og at 'Portalen er blevet gidsel i en lokalpolitisk magtkamp'.

 

Opdatering 13. november kl. 13: Sidste afsnit tilføjet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/viceborgmester-blev-den-sidste-der-kunne-lne-greves-kultur-caf

GDPR