
KØBENHAVN / ÅRHUS / ODENSE: Pengene rækker slet ikke til de store ambitioner, regeringen har for folkeskolen. Sådan er reaktionen på gårsdagens udspil fra regeringen for en reform af folkeskolen. For 851 millioner årligt er den sum, regeringen vil lave en helt ny folkeskole for, og det er 'uærligt og hyklerisk', lyder det fra Anne Vang, (S), børne- og ungdomsborgmester i København.
Overslagsberegninger foretaget af Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune viser, at regeringens ideer om seks timers undervisning i indskolingen, undervisningsassistenter, heldagsskoler i ghettoområder, 900 læsevejledere og 500 matematikvejledere og efteruddannelse af lærere løber op i omkring to milliarder kroner.
I regeringens udspil 'Faglighed og frihed' har regeringen fundet 851 millioner kroner - og de penge kommer vel at mærke først om fem år. De første år må folkeskolen nøjes med et beløb i omegnen af 200 millioner kroner, altså en tiendedel af hvad initiativerne reelt koster.
- Udspillet bærer præg af en minister, der ikke ved, hvad tingene koster i virkeligheden, og det er dybt beklageligt, at regeringen gemmer sig bag flotte ord i stedet for virkelig at ville prioritere folkeskolen. I stedet mener regeringen, at vi i kommunerne kan afbureaukratisere os til finansieringen af deres folkeskolereform, men i virkeligheden indfører de mere bureaukrati, når skolerne eksempelvis selv skal til at lave kvalitetsudviklingsrapporter. Finansieringen hænger ganske enkelt ikke sammen, siger Anne Vang.
Anne Vang anerkender, at folkeskolen ikke automatisk bliver bedre af, der bliver brugt flere penge pr. elev.
- Men det er simpelthen useriøst, at regeringen foreslår en masse initiativer, som kommer til at koste kommunerne penge, og de så ikke vil tage ansvar for at finansiere det, siger hun.
Også i Århus ryster man på hovedet af regeringens udspil.
- Det er groft underfinansieret. Vi kan på ingen måde føre regeringens intentioner ud i livet med de håndører, der lægges op til. Det er et udtryk for, at regeringen begik en stor fejl, da de smed lærerne og kommunerne ud af forhandlingslokalet og insisterede på at lave deres eget udspil, siger Jacob Bundsgaard Johansen (S), rådmand for børn og unge i Århus Kommune til Politiken.
Samme toner anslås i Odense.
- Udspillet indeholder en masse symbolik som flere test og en fjernelse af loftet over antallet af elever i klasserne. Problemet er, at vi i kommunerne hele tiden er igennem sparerunder. I Odense har vi lige sparet 40 millioner på skoledriften, så alt overflødigt er skåret væk. Det betyder, at det koster penge, hvis man sætter nye initiativer i værk, siger Stina Willumsen (SF), rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune til avisen.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) afviser ifølge Politiken, at udspillet er underfinansieret.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.