
PISA-testen, der blev offentliggjort i går, viste, at de danske skolebørn ikke har forbedret deres læsning gennem de seneste ti år. Målingen viste også, at danske skoleelever er blevet ringere til matematik.
Men det skal regeringens udspil 'Faglighed og frihed' rette op på. Udspillet er netop blevet præsenteret af undervisningsministeren på et pressemøde på Amager Fælled Skole, som er en mønsterskole i København.
Læs hele udspillet
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) fremhæver, at der er behov for en stærk indsats med fokus på faglighed og frihed, og at regeringen vil fortsætte indsatsen for, at en af verdens dyreste folkeskoler bliver en af verdens bedste. Det kræver, at folkeskolens ambitionsniveau hæves, og at resultaterne forbedres.
- Vores børn er Danmarks fremtid, og børnene og fremtiden formes i høj grad i den danske folkeskole. Derfor skal vi gøre en god dansk folkeskole endnu bedre. Vi skal have en folkeskole, hvor børnene lærer at læse, at regne og hele rækken af folkeskolens øvrige fag. Fagligheden skal være høj, og hvert enkelt barn skal udfordres så langt, som evnerne rækker. Børnenes videbegærlighed og nysgerrighed skal stimuleres hele vejen gennem folkeskolen. Børnene skal møde en skole, hvor de trives, hvor der ikke er mobning, og hvor de udvikler deres personlighed og lærer at samarbejde. PISA-resultaterne har vist, at der stadig er meget at gøre. Derfor er der brug for en reform af folkeskolen, hvor faglighed og frihed er grundpillerne.
Syv mål skal sikre, at de elever, der i sommer begyndte i skole, er i top fem i verden, når de går ud af skolen i 2020.
1. Alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2. klasse
2. Det, eleverne nu kan i 9. klasse, skal de fremover kunne i 8. klasse
3. Færre elever skal i specialklasser og på specialskoler
4. Fremtidens lærere skal rekrutteres blandt de bedste studerende
5. Undervisningen skal baseres på viden, ikke på vane
6. Elever, forældre og skolebestyrelser skal i højere grad være med til at udvikle folkeskolen
7. Klare mål og åbenhed om resultater skal mindske behovet for at styre i detaljen.
Reformen vil bl.a. indeholde følgende elementer:
* Skoledagen for 0.-3. klasse skal forlænges til seks timer.
* Alle børn skal kunne læse efter 2. klasse, og de, der ikke kan, skal have ret til intensiv læsestøtte. Derfor skal der ansættes en læsevejleder på skolerne, og loftet over antal elever skal fjernes.
* Eleverne skal testes i 1. og 2. klasse, og der skal indføres en ny udskoling til de ældste elever.
* Folkeskolens faglige niveau skal højnes gennem en stramning af læreruddannelsen.
* Der skal oprettes et hundrede ph.d-stillinger i forskning på læreruddannelsen.
* Skolelederen skal kunne stille større krav til forældrene, hvis der ikke er tilstrækkelig ro i klasserne.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.