Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Stop kommunal selvovervurdering

KRONIK Morsingboen og københavneren forventer samme høje kvalitet i kræftbehandling og hjerteoperationer. Hvorfor skal vi så acceptere vilkårlighed, når den hjerneskadede skal genoptrænes?
23. MAR 2012 6.56

 Af Mogens Ove Madsen (SF), formand for udvalget for Specialsektoren, Region Nordjylland

De fleste af os har for længst erkendt, at der ikke kan ligge et højt specialiseret sygehus i hver eneste provinsby. Vi er også helt på det rene med, at vi er nødt til at bevæge os et stykke vej for at finde en butik, hvor vi kan købe eksotiske delikatesser.

På det sociale område er udviklingen imidlertid de seneste år gået den modsatte vej. Mennesker, der tidligere fik behandling på højt specialiserede centre på grund af alvorlige hjerneskader, svær psykisk sygdom, komplicerede handicap eller misbrug, tages i dag hjem til tvivlsomme tilbud i kommunerne.

Der er ingen tvivl om, at der er penge at spare på denne trafik, men det forekommer useriøst og i høj grad udokumenteret, når ledende kommunalpolitikere gang på gang påstår, at det på ingen måde går ud over kvaliteten.

Den logiske, men ulykkelige konsekvens af denne udvikling er, at der sker en hidtil uset afspecialisering på socialområdet. Adskillige anerkendte behandlingstilbud har måttet lukke og slukke, og flere vil følge efter.

Hjemtagelse og fyrede specialister
Alt imens det foregår, lover socialministeren, at der ikke vil gå viden tabt, og kommunerne fortæller om, hvor godt det er med løsninger i nærmiljøet.
Når folk med forstand på det specialiserede område udtrykker deres bekymring over udviklingen, lyder standardsvaret fra ministeren og kommunerne: 'Specialisering er ikke bundet til mursten.'

Hvem har påstået det? Specialisering handler om faglige miljøer af en størrelse og spændvidde, der matcher opgavernes kompleksitet.

Et eksempel: På Taleinstituttet i Region Nordjylland arbejder speciallærere, tale- og læsepædagoger, neuropsykologer, socialrådgivere, ergo- og fysioterapeuter med flere sammen om at give borgerne et sammenhængende behandlingsforløb af høj kvalitet.

Netop nu hjemtager kommunerne en lang række af opgaverne med afskedigelse af specialister til følge. Hvem kan for alvor tro på, at der i de enkelte kommuner kan etableres lokale tilbud med samme tværfaglighed og ekspertise som på Taleinstituttet? Hvem kan garantere, at den afasiramte fremover får den hjælp, der bringer ham eller hende tilbage på arbejdsmarkedet?

Hasard med livskvalitet
Som følge af sparehensyn og kommunale ambitioner om at 'kunne selv', spilles der hasard med de mest udsatte borgeres livskvalitet. Som samfund forlanger vi, at morsingboen og københavneren får den samme høje kvalitet, når det drejer sig om kræftbehandling og hjerteoperationer. Hvorfor skal vi så acceptere, at vilkårligheden hersker, når den hjerneskadede skal genoptrænes? Hvorfor skal postnummeret og den enkelte kommunekasse afgøre disse gruppers skæbne?

Nu blev regionerne som bekendt ikke nedlagt. De eksisterer, og de har en størrelse og besidder fortsat nogle kompetencer, som kommunerne ganske enkelt ikke kan matche. Overordnet har de tilmed løst opgaverne professionelt og økonomisk forsvarligt.

Desværre er det ikke det, der tæller i en verden, hvor man har valgt at lade markedskræfterne råde. Denne styringsmodel har spillet fallit, og det er på høje tid, at der indføres ordnede forhold, hvor kommunerne løser de opgaver, de er bedst til, og regionerne får fred til at fastholde og udvikle kvaliteten på det højt specialiserede område.