
I skolernes sommerferie vil det blive muligt at købe et rejsepas, der for 299 kr. giver fri rejse i otte dage med kollektiv trafik. Derudover bliver overfarten på danske færger gratis for cyklister og fodgængere i juli. Det skriver Transportministeriet.
Tiltagene er en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 mio. kr., som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om udmøntningen af. Sommerpakken skal få danskerne til at rejse rundt i hele landet og bruge kultur- og naturoplevelser over sommeren.
I pakken afsættes 37,5 mio. kr. til i alt 50.000 af de nye rejsepas. Passet vil give fri transport til DSB’s og Arrivas tog, i lokale busser og lokaltog, i metroen i København og letbanen i Aarhus. De 37,5 mio. kr. skal også sikre en million af DSB’s Orange-billetter til en pris på maksimalt 99 kr. Det skal give danskerne mulighed for at rejse billigt med tog på tværs af Storebælt.
- Denne sommer er der brug for, at vi i regeringen hjælper både turistbranchen og de mange danskere, der har fået aflyst deres udenlandsrejse. Samtidig er det en god anledning til at bakke op om den kollektive transport og få passagererne tilbage. Med rejsepasset forener vi disse hensyn, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
Halv pris på kulturoplevelser
Som en del af sommerpakken bliver der også højere fradrag på sommerhusudlejning og halv pris på en række kulturoplevelser. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde fredag aften.
Blandt de kulturoplevelser, som man vil kunne opleve til halv pris, vil eksempelvis være museer, spillesteder med siddende publikummer, revyer, cirkusser, Folkeuniversitetet og zoologiske anlæg.
- Vi er mange, der i de seneste måneder har savnet de stærke, fælles oplevelser, som kulturen giver os. Nu går vi en sommer i møde, hvor mange danskere bliver hjemme og holder ferie i Danmark. Jeg er derfor super glad for, at regeringen og et stort flertal af Folketingets partier nu sætter en række nye initiativer i gang, der giver os mulighed for at genopdage vores land med kulturoplevelser og idrætsaktiviteter som et naturligt omdrejningspunkt, siger kulturminister Joy Mogensen (S).
Sommerpakken indeholder også en række andre tiltag, der blandt andet skal sikre gratis tilbud om aktiviteter til ældre - og flere forenings- og idrætsoplevelser for danskerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.