Skoleledere og forældre: Vi har lært noget spændende under coronaen
Udendørs undervisning med fysisk aktivitet har været en del af folkeskolereformen, som først for alvor er lykkedes med coronakrisen, mener Claus Hjortdal.
Foto: Henrik Ploug, Ritzau Scanpix

Skoleledere og forældre: Vi har lært noget spændende under coronaen

Guldkorn fra coronakrisen skal huskes og videreføres, mener Skolelederforeningen, som inviterer KL og undervisningsministeren til snak om, hvordan de gode erfaringer kan bruges til at gøre folkeskolen bedre.

Ingen skoleklokke, der ringer ind eller ud til time, masser af kreativ udendørs undervisning og få timer i klasseværelserne.

Skoledagen har været anderledes efter genåbningen af folkeskolerne.

De mange gode erfaringer skal skolerne lære af, når de i fremtiden vender tilbage til en mere almindelig skoledag uden corona, mener formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

Han peger på, at corona-undervisningen har løst nogle af de udfordringer i folkeskolereformen, som skolerne har haft svært ved at leve op til.

- Noget af det, vi ikke lykkedes med før 12. marts, kører som smurt lige for øjeblikket, siger Claus Hjortdal til DR.

Udendørs aktivitet

Coronakrisen har blandt andet tvunget skolerne til at gennemføre mere udendørs undervisning med aktiviteter og bevægelse.

- Vi ændrer undervisningsformen rigtig meget for øjeblikket. Man tænker ikke så meget i fag, men mere i nogle tematikker. Det betyder, at man slår klokken fra, fordi man ikke har travlt med at skifte lærere - det er nærmest en flydende udskiftning, siger Claus Hjortdal.

Den undervisningsform, man har haft med blandt andet at undervise i mindre grupper, har også haft en positiv effekt, mener formanden.

- Ved at gå lidt væk fra den forholdsvis stivnede undervisningsform er der mindre uro i klassen og færre konflikter, og man føler, at man er tættere på eleverne, siger Claus Hjortdal.

Forældre melder positivt tilbage

Det samme billede tegner sig i de tilbagemeldinger, som landsorganisationen Skole og Forældre modtager fra forældre efter genåbningen af folkeskolerne.

- Vi hører blandt andet, at der er færre konflikter imellem børnene og mere ro i timerne, og så får vi positive tilbagemeldinger på ude-undervisningen, siger næstformand Cecilie Harrits til DR.

Landsforeningen Skole og Forældre håber på, at nogle af de gode erfaringer fra coronaskolen tages med videre i folkeskolen fremover.

- Når man ser børn, der blomstrer, og vi får reduceret konfliktniveauet og hører, at børn, der før har haft brug for socialpædagogisk støtte, trives bedre i de mindre grupper, så er der jo også et økonomisk perspektiv i det, siger Cecilie Harrits.

Invitation til KL og minister

Den øgede trivsel i folkeskolerne er en generel tendens, fortæller Claus Hjortdal.

- Vi oplever børn, der ikke har konflikter, og som kommer glade i skole. Vi synes, det er vigtigt, at vi tager de elementer med, som vi har lært af det her.

Han har derfor inviteret KL og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), til en snak, så de kan sikre, at de nyfundne guldkorn ikke bliver smidt ud, når hverdagen igen rammer.

- Jeg har taget en snak med dem om, at der er et momentum lige nu til at se på, hvordan vi skal komme videre med folkeskolen, og vi kan se, at vi er lykkes med nogle nye ting de sidste måneder, siger Claus Hjortdal.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev