AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Borgmester kan have brudt loven ved at droppe lokalavis efter kritik

Borgmesteren på Lolland kan have handlet i strid med reglerne ved at opsige kommunale abonnementer på Folketidende efter kritik af avisens dækning, vurderer eksperter.
6. MAJ 2026 14.53

LOLLAND: Borgmester i Lolland Kommune Marie-Louise Brehm-Nielsen (Din Stemme) kan have handlet i strid med loven, efter at tre kommunale abonnementer på lokalavisen Folketidende blev opsagt på baggrund af utilfredshed med avisens redaktionelle linje og en kritisk artikel. Det skriver Journalisten. Ifølge professorer i forvaltningsret Frederik Waage er det næppe sagligt at opsige abonnementer som reaktion på redaktionelt indhold. 

- Jeg har meget svært ved at se, hvordan man lovligt kan træffe sådan en kommunal beslutning, siger han. Det bakkes op af professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra KU: "Man kan for så vidt godt opsige et abonnement, men ikke som en strafaktion eller som repressalie for, at der har været en historie, man ikke bryder sig om," siger han. 

Sagen udspringer af en kritisk artikel om magtforholdene i kommunen, som også fik borgmesteren til offentligt at kritisere avisen på Facebook for bl.a. dens brug af anonyme kilder:

"Er det niveauet Folketidende? Det er helt legitimt at drive kritisk journalistik. Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati. Men når væsentlige dele af en fortælling baserer sig på anonyme kilder, stiller det tilsvarende høje krav til præcision, balance og dokumentation," skrev hun bl.a. 

Kommunens sekretariat opsagde herefter abonnementer på vegne af tre politikere. Borgmesteren har ikke ønsket at kommentere sagen, og kommunen oplyser skriftligt, at hun er på ferie, men understreger, at reglerne om saglighed skal overholdes, og at der vil blive rettet op, hvis det ikke er tilfældet. 

Tidligere borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har også truet med at fjerne støtten til avisen og har tillige stillet forslag om dette til byrådet. Han afviser dog kritikken og henviser til, at besparelser på abonnementer også tidligere har været drøftet inden artiklen udkom. Det skriver Journalisten.

Samtidig erkender han dog motivet bag beslutningen:

- Jeg vil gerne straffe dem. Det lægger jeg ikke skjul på. Men det er kun byrådet, der kan afgøre, at de ikke vil holde den avis mere. Og så bliver det jo ikke begrundet med det der. Så handler det om, at man ikke får et produkt, der er godt nok, siger han til Journalisten

Chefredaktør på Folketidende Ole Sloth siger, at borgmesteren i stedet burde have søgt rådgivning i kommunen.

 

 

ap

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/borgmester-kan-have-brudt-loven-ved-at-droppe-lokalavis-efter-kritik

GDPR