AALBORG: Datatilsynet har nu givet Aalborg Kommune et påbud om at få behandlingen af personoplysninger i overensstemmelse med reglerne. Kommunen skal sikre, at de personoplysninger, der ikke længere er nødvendige at opbevare, bliver slettet.
Det oplyser tilsynet, som gik ind i sagen for mindre end en måned siden efter medieomtale af årsrapporten fra kommunens databeskyttelsesrådgiver, DPO.
Her fremgik det, at ingen af kommunens forvaltninger lever op til GDPR-krav om rettidig sletning af borgernes data, selv om problemerne blev påpeget både i 2022 og 2023, da DPO gennemgik forvaltningernes sletterutiner.
Særdeles alvorligt
- Datatilsynet finder det særdeles alvorligt, at et område som sletning ikke systemisk er forankret og håndteret hos en offentlig aktør. Reglerne har været de samme i over 25 år, og Datatilsynet har ved flere lejligheder udtalt sig om reglernes forståelse, siger Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet.
- I 2022 offentliggjorde vi for eksempel en afgørelse på baggrund af et tilsyn i Mariagerfjord Kommune, der er en køreplan for, hvordan man som kommune kan lovliggøre netop sletning i en systemportefølje, tilføjer han.
- Når databeskyttelsesrådgiveren afrapporterer om ulovlige forhold til den dataansvarliges ledelse, bør det altid give anledning til dokumenteret refleksion, og ved erkendelsen af forholdet bør udarbejdes en plan for handling med henblik på lovliggørelse, understreger juristen.
Datatilsynet bemærker i afgørelsen, at påbuddet er udstedt for at få styr på tingene her og nu, og at tilsynet forbeholder sig muligheden for "yderligere korrigerende foranstaltninger".
Påbuddet kan læses her, og den gamle afgørelse fra Mariagerfjord her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












