Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Samarbejde mellem jobcentre og a-kasser er vejen frem

DEBAT A-kasserne ser i modsætning til Jørgen Borre Larsen ikke beskæftigelsesindsatsen som en kamp mellem kommuner og a-kasser - tværtimod
28. SEP 2011 12.17

Af Morten Kaspersen

Jørgen Borre Larsen, direktøren i Jobrådgivernes brancheforening, langer i et indlæg på dknyt.dk voldsomt ud efter a-kasserne, og beskylder dem for alt fra ikke at have incitament til at få de ledige i arbejde til, at a-kasserne bekriger jobcentrene om de ledige. Begge påstande er direkte forkerte.

A-kasserne ser i modsætning til Borre Larsen ikke beskæftigelsesindsatsen som en kamp mellem kommuner og a-kasser - tværtimod! Det gode samarbejde mellem jobcentrene og a-kasserne er en forudsætning for at kunne hjælpe alle typer ledige tilbage på arbejdsmarkedet igen.

Vi ønsker ikke 'det fulde beskæftigelsesansvar', som Borre Larsen skriver. Vi ønsker derimod, at det nuværende samtalecirkus og dobbeltarbejde mellem a-kasser og jobcentre bliver bragt til ophør. Det er spild af ressourcer og urimeligt over for de ledige.

Derfor har vi foreslået, at a-kasserne får ansvaret for de ledige de første seks måneder, eller indtil de ledige får ret og pligt til at få et job- eller uddannelsestilbud, hvilket mange kommuner er helt med på. Det har man med succes prøvet af i blandt andet Københavns Kommune, og evalueringen viser bl.a., at de ledige er glade for, at de kun skal i a-kassen den første tid, de er ledige.

Borre Larsen påstår så, at a-kasserne ikke er villige til at skaffe de ledige job, som ligger uden for a-kassens faglige område, fordi de ikke har et økonomisk incitament til at få de ledige i job. Jeg ved ikke hvad Borre Larsen bygger sin antagelse på, men det er noget sludder.

Burde rydde op blandt andre aktører
A-kasserne er i en så hård konkurrencesituation, at ingen a-kasser har råd til at 'putte' de ledige, hvis der ikke er udsigt til et job inden for fagområdet. Jo flere ledige, jo højere administrationsudgifter skal a-kasserne opkræve hos medlemmerne. Der skal derfor ikke herske nogen som helst tvivl om, at a-kasserne i den grad har økonomiske incitamenter til at hjælpe medlemmerne i arbejde igen, uanset om det er indenfor fagområdet eller ej!

Borre Larsen burde i stedet bruge energien på at rette blikket indad mod sine egne medlemmer, og se at få ryddet op i mylderet af andre aktører. Naturligvis er nogle af dem rigtig dygtige, men der har været for mange eksempler på fidusfirmaer og lommefilosoffer, der udsætter de ledige for alskens nedværdigende aktiviteter. De meste groteske eksempler kan man jo finde på f.eks. dagpengeland.dk.

Vores vision er, at a-kasserne og jobcentrene gør det, de hver især er bedst til på de rigtige tidspunkter. A-kasserne har over hundrede års erfaring med at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet igen, så lad dem fortsætte med det. Jobcentrene har ekspertisen, tilbuddene og kræfterne til at hjælpe de ledige, som eventuelt har andre problemer end ledighed og give dem de rigtige tilbud. Lad os udbygge og fortsætte det samarbejde.

Morten Kaspersen, formand for AK-Samvirke, a-kassernes brancheorganisation