DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Så kom der penge: Statsmuseum rykker permanent til Thy

Så kom der penge: Statsmuseum rykker permanent til Thy

Statens Museum for Kunst har fået en donation på 37,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden og kan etablere filial på Doverodde Købmandsgård.
5. MAR 2021 10.05

THISTED: Nu er det officielt. Thy bliver permanent hjem for Statens Museum for Kunst, SMK, uden for København, oplyser Thisted Kommune.

Med 37,5 mio. kr. i støtte fra A.P. Møller-fonden kan en ombygning af Doverodde Købmandsgård i Thy til en filial til Statens Museum for Kunst nu realiseres, så hele Danmarks nationalgalleri får et permanent hjem udenfor København. 

Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København. 

Donationen gør det muligt at transformere Doverodde Købmandsgårds tidligere kornmagasin til et sted, hvor arkitekturen inviterer til at opleve alle typer værker fra SMK’s samling. 

Arkitektkonkurrence

Der vil nu blive afholdt en arkitektkonkurrence, som skal sikre, at nogle af de bedste værker fra SMK skal kunne opleves i et tæt samspil med stedets arkitektur, historie og det omgivende landskab, og at SMK Thy skal blive en model for fremtiden, både hvad angår lokal forankring og kunstnerisk profil.

SMK fik i 2018 en firårig bevilling på Finansloven til basisdrift af SMK Thy. Takket være denne har museet kunnet præsentere tre udstillinger, arrangere debatter, omvisninger, oplæg og værkstedsaktiviteter samt afholde undervisningsforløb for børnehavebørn og skoleelever fra området – dog har det på grund af de fysiske forhold, herunder sikkerheds- og klimaforhold, ikke været muligt at vise malerier og skulpturer fra kunstsamlingen. Det bliver nu muligt.

Thisted Kommune har foreløbigt afsat fem mio. kr. til projektet. SMK har tidligere modtaget bevillinger til SMK Thy fra Færchfonden på en mio. kr. og fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond på 100.000 kr.

ka