Skanderborg Kommune har sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune bedt Capacent om at gennemføre en omfattende evaluering af de to kommuners styreform og organisationsmodel.
Udgangspunktet for evalueringen har været at udpege de områder, hvor styreform og organisationsmodel med fordel kan justeres og optimeres, så modellen lever op til de krav, der stilles fra byrådet og fra ledelse og medarbejdere på det administrative niveau.
Borgmester Jens Grønlund (V) glæder sig over den brede opbakning til de bærende principper omkring central styring og decentral ledelse, som ’Skanderborgmodellen’ hviler på. Samtidig pointerer han, at der bliver behov for justeringer.
- Uden at tage forskud på den proces, vi nu skal i gang med, kan jeg sige, at vi givet kommer til at gennemføre justeringer og korrektioner for at styrke modellen.
Efter planen skal byrådet tage stilling til forslag om justeringer i marts 2009. De endelige justeringer træder i kraft samtidig med det nye byråd 1. januar 2010.
Baggrund
Skanderborg Kommune fik som en af de få nye kommuner dispensation til at organisere sig anderledes end andre kommuner. Det indebærer blandt andet, at det politiske niveau fokuserer på at formulere politikker og på dialogen med borgere og brugere, mens ledere og medarbejdere på institutionsniveau har frihed til at disponere inden for de overordnede politiske mål og rammer.
Styreformen adskiller sig primært fra mere traditionelle kommunale styreformer ved, at bemyndigelsen til at træffe forvaltningsmæssige afgørelser ikke ligger hos økonomiudvalget og de stående udvalg. Styringen sker via aftale- og kontraktstyring, hvor direktionen på vegne af byrådet indgår en kontrakt med de enkelte funktioner og institutioner.
Den oprindelige 'Skanderborgmodel' er netop udnævnt som en af de 12 største ledelsesbedrifter i Danmark i ugebrevet Mandag Morgens ledelseskanon.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.