dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Ifølge De Konservative er der brug for at tage hårdt fat, lyder det fra partiformand Mona Juul inden partiets landsråd i weekenden, hvor medlemmerne mødes.
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Konservative vil revurdere 5.000 førtidspensionister hvert år

Flere end nogensinde er på førtidspension, og De Konservative vil revurdere unge, indvandrere og kriminelle.
18. SEP 2025 7.45

Det har i årevis været et mål for politikere at nedbringe antallet af personer på førtidspension, men det er endnu ikke lykkedes, for flere end nogensinde får tildelt ydelsen.

Ifølge De Konservative er der brug for at tage hårdt fat, lyder det fra partiformand Mona Juul inden partiets landsråd i weekenden, hvor medlemmerne mødes.

- Det er et kæmpe problem og urimeligt over for dem, der går på arbejde. Man kan ikke bare fortsætte. Vi må gøre tingene bedre, både økonomisk og menneskeligt, siger Mona Juul.

265.000 personer er i dag på førtidspension, og udgifterne oversteg i 2024 udgifterne til hele forsvarsområdet.

Det er især unge under 40 år og mennesker med ikkevestlig baggrund, der driver udviklingen. Derfor vil Mona Juul fokusere på de to grupper samt dømte kriminelle.

Mangelfulde tilkendelser

Hver tredje tilkendelse er i gennemsnit mangelfuld, og kommunerne er for gavmilde ifølge tal fra Ankestyrelsen i 2020.

Mona Juul afviser at kalde det forskelsbehandling, at bestemte personer skal gennemgås igen.

- Det er ikke forskelsbehandling, de fleste danskere vil gerne have en velfærdsstat, når vi betaler så høj en skat. Men det er klart, at med så massiv udvikling er vi nødt til at fokusere på, om vi får anvendt pengene rigtigt, siger Mona Juul.

Spørgsmålet er, om det skaber usikkerhed blandt en i forvejen udsat gruppe.

- Der er ingen, der behøver at være bange for, at vi tager en rimelig ydelse fra dem, der har behov. Men hvis man kan arbejde i et eller andet omfang, er førtidspension ikke det rigtige sted, siger hun.

I dag sker revurderingen inden for en femårig periode efter tilkendelsen. Hidtil har ansøgere skulle igennem et ressourceforløb i op til tre år, før de kunne få ydelsen.

Det blev der dog gjort op med i en reform af beskæftigelsesindsatsen i foråret. Her blev jobcentrene nedlagt, og man droppede ressourceforløb.

Den 1. januar 2003 blev der indført nye regler for førtidspension. Så førtidspensionister kan enten være på den gamle eller nye ordning.

Under de nye regler kan en kommune eksempelvis frakende pension, hvis "pensionistens arbejdsevne bliver så væsentligt forbedret, at vedkommende vedvarende kan forsørge sig selv gennem et arbejde".

Venstre har før foreslået, at førtidspensionister i udsatte boligområder skal revurderes, ligesom Dansk Folkeparti har foreslået det for alle indvandrere.

/ritzau/

 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/konservative-vil-revurdere-5-000-foertidspensionister-hvert-aar

GDPR