KØBENHAVN: De to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Yildiz Akdogan og Mette Reissmann vender tilbage til Borgerrepræsentationen i København efter at have misset genvalg til Folketinget.
Det skriver de begge på Facebook.
Reissmann, som blandt andet er kendt som økonomisk ekspert i tv-programmet "Luksusfælden", fik 1.841 personlige stemmer. Yildiz Akdogan fik 1.140 personlige stemmer.
Ved kommunalvalget i 2025 blev de begge sikret en plads på rådhuset i København.
De sad dog begge i Folketinget i forvejen, og Socialdemokratiets hovedbestyrelse sagde nej til, at de kunne sidde på et dobbeltmandat.
Mette Reissmann tog derfor orlov fra Borgerrepræsentationen, og det samme gjorde Yildiz Akdogan.
Men da ingen af dem har fået nok stemmer til at beholde deres folketingsplads, vender de tilbage til rådhuset i København.
- De næste par dage skal resultatet lige synke ind. Og kontoret på Christiansborg skal pakkes ned.
- Men så vender jeg tilbage til Københavns Rådhus, hvor Socialdemokratiet også har en kæmpe opgave i at genvinde københavnernes tillid, lyder det fra Mette Reissmann.
Tre S-mandater i København
Hun tilføjer, at hun er "ærligt talt møghamrende ærgerlig".
Også for Yildiz Akdogan venter "en tid med at tage plakater ned, sunde mig og pakke kontoret sammen, inden jeg siger farvel til gode kollegaer og medarbejdere på Borgen".
- Jeg vender tilbage til Rådhuset, hvor jeg har haft orlov som børne- og ungeordfører - og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet der, skriver hun på Facebook onsdag aften.
Da partiets hovedbestyrelse sagde nej til at tillade dobbeltmandater, lød det, at de to medlemmer måtte "tage stilling til, hvilket hverv - enten Københavns Borgerrepræsentation eller Folketinget - de vil tage orlov fra eller helt nedlægge".
Mette Reissmann sagde før kommunalvalget 18. november 2025, at hun ville prioritere Folketinget, hvis hun skulle vælge.
Fra Yildiz Akdogan lød det også i et opslag på Facebook, at hun ville fokusere på sit arbejde i Folketinget.
Socialdemokratiet fik ved tirsdagens folketingsvalg tre mandater i Københavns Storkreds.
De er gået til Peter Hummelgaard, Ida Auken og Sophie Hæstorp Andersen, som har fået henholdsvis 11.637, 11.286 og 2187 personlige stemmer.
/ritzau/
Red.: Opdateret med yderligere informationer + foto kl. 20.41.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












