Rester af ulovlige sprøjtemidler er fundet i grundvandet

Rester af to ukrudtsmidler, der aldrig har været lovlige i Danmark, er blevet fundet i Miljøstyrelsens største test af grundvand nogensinde.
21. FEB 2020 6.48

Stoffer fra forbudte sprøjtemidler og hormonforstyrrende stoffer er blevet fundet i prøver af grundvandet. Det viser den største undersøgelse af grundvandet, som Miljøstyrelsen nogensinde har lavet.

I alt er 236 vandboringer blevet undersøgt for 415 pesticider. I seks boringer er der samlet fundet ti pesticider i for høje koncentrationer, oplyser Miljøministeriet.

Der er fundet tre stoffer, som stammer fra ulovlige ukrudtsmidler, der aldrig har været tilladt i Danmark. Derudover er der fundet svampemidlet amitrol, som er hormonforstyrrende.

- Det er virkelig helt uacceptabelt, at ulovlig brug af sprøjtemidler i landbruget har ført til forurening af vores grundvand, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Hun tilføjer, at Miljøstyrelsen nu vil styrke kontrollen af ulovlig import af sprøjtemidler og tage sagen op med landbruget, som vurderes at have brugt de ulovlige midler.

Med den nuværende viden er der ikke nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med ni af de ti fundne pesticider, der var over grænseværdien.

Det gælder dog ikke for amitrol. Stoffet skal vurderes, hvis det bliver fundet i drikkevand - og ikke kun i grundvand. De kommuner, hvor der er fundet amitrol, er blevet bedt om hurtigst muligt at sikre, at drikkevand og indvindingsboringer undersøges for stoffet.

Samlet er der fundet rester af pesticider i hver femte boring, men det er i så lave koncentrationer, at det er under grænseværdierne.

'Bekymrende'
Hos Danmarks Naturfredningsfredning mener præsident Maria Reumert Gjerding, at kontrollen skal op i gear.

- De her stoffer er jo ulovlige af en årsag. Fordi de enten udgør en meget stor risiko for vores drikkevand eller sundhed. Og det viser jo desværre, at der i årevis ikke har været en god nok kontrol med brugen af sprøjtegifte eller overvågningen af vores grundvand, når vi nu finder stadig flere ulovlige stoffer, siger hun.

Hos Danva, der er interesseorganisation for drikkevands- og spildevandsselskaber, kalder fundene bekymrende. Claus Vangsgaard, der er seniorkonsulent hos Danva, understreger, at man ikke skal være bekymret for drikkevandet:

- De her fund, der har været, er i meget begrænset antal, så forbrugerne skal ikke være bekymrede for at drikke deres vand, siger han.

De Radikale og Enhedslisten vil tage sagen op med ministeren.

Ritzau
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt