'Statens løsning har nu vist sig at blive yderligere forsinket - og det er uklart hvor længe. Regionerne må derfor konstatere, at det er meget usikkert, hvornår leverandøren af dens statslige løsning kan levere. Derfor har regionerne nu besluttet selv at gå i udbud med den it-løsning, der skal bruges på regionernes vagtcentraler.'
Sådan lyder det i en udmelding fra Danske Regioner om nervecentret til det uhelds- og forsinkelsesramte SINE alarm- og kommunikationssystem, nemlig alarmcentralerne.
Staten valgte den danske virksomhed Terma til at levere det elektroniske udstyr til alarmcentralerne. Men softwaren er stærkt forsinket og stadig ikke leveret.
Alarmcentraler helt centrale
Og nu kan regionerne ikke vente længere, fordi alarmcentralerne spiller en helt central rolle i ambulanceberedskabet.
Regionernes udbud vil komme til at omfatte den it-løsning, som regionerne skal bruge på deres vagtcentraler og det kommunikationsudstyr - herunder elektronisk ambulancejournal - som skal være i ambulancerne og i de øvrige præhospitale enheder.
Regionerne kasserer derimod ikke de øvrige dele af SINE, som man kunne få indtryk af ved læsning af dknyt's artikel i går.
De fleste regioner bruger allerede nu de øvrige dele af SINE-systemet, nemlig det landsdækkende radionet og de tilhørende radioer, redningsfolk og andre i marken benytter. Det samme gør bl.a. dele af Falck, som regionerne har måttet lave en nødløsning med.
Brug for eget system
Som et led i udbygningen af det præhospitale beredskab - altså lægeambulancer, helikoptere osv. - vil regionerne have egne vagtcentraler, så de kan sikre en bedre anvendelse af ressourcerne og en bedre betjening af de mennesker, der har behov for hjælp.
Regionerne har i den forbindelse brug for et nyt og fremtidssikret vagtcentral- it system. De går nu i gang med at forberede hele udbudsprocessen, så udbudsmaterialet kan ligge klart primo 2010.
Regionerne har måttet indgå en midlertidig aftale med Falck om at bruge Falcks analoge radionet og vagtcentralsystem indtil udgangen af maj 2011. Aftalen med Falck er således tænkt som en nødaftale.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.