Af Morten Uhrenholdt
Oven i vanskelighederne med at få det tekniske på plads i det nye, landsdækkende elektroniske sikkerhedsnet, så er der nu gået juridiske teknikaliteter i sagen.
Kommunernes Landsforening har nemlig frarådet kommunerne at skrive under på den aftale om tilslutning til nettet, der er blevet udarbejdet. Det fortæller Beredskabsinfo.dk.
Det sker, fordi der er uklarheder om, præcist hvad, kommunerne skal skrive under på. Og det beror på, at det endnu ikke er lykkedes at få systemets kontrolrum indrettet tilfredsstillende.
Allerede i 2008 udarbejdede Forsvarsministeriet en bekendtgørelse om tilslutning og anvendelse af systemet. Til den skal der også laves en egentlig vejledning, men det er endnu ikke sket - netop fordi man afventer en løsning på problemerne med kontrolrummene.
Og - siger KL - så længe vejledningen ikke er klar, kan kommunerne ikke klart se, hvad det er, de skriver under på. Altså rådes de til at vente.
Efter de oprindelige planer - der for længst er overskredet - skulle kommunerne være i gang med at afprøve og øve sig i brug af selve nettet og de tilhørende terminaler. Det bliver altså nu ikke til noget, fordi kommunerne endnu ikke formelt tilslutter sig SINE.
Den styregruppe, der har ansvaret for projektet, vil nu forsøge at opdele vejledningen i to, så den del, der omfatter nat og terminaler, snarest kan udkomme.
Den ventes udsendt til høring kort før jul, men hvornår de indkomne reaktioner er bearbejdet, så en endelig - delvis - vejledning kan udsendes, tør ingen spå om.
* SINE er kælenavnet for det moderne radiosystem, som alle brandmænd, ambulanceførere og politibetjente skal bruge i løbet af de næste år. Systemet består af net, radioer og på længere sigt kontrolrum, men allerede nu får beredskaberne nye muligheder med nettet og radioerne.
* SINE er et nationalt net. En ambulancefører kan stå i Silkeborg og tale med en fra Rigshospitalets modtagelse i København.
* Med SINE kan en brandmand tale med både politi og ambulance på et skadested.
* SINE har lydkvalitet som en fastnettelefon.
* SINE er digital teknologi, og det giver en række fordele.
* Hverken pressen eller kriminelle kan aflytte SINE.
* Med SINE kan en holdleder kalde alle sine folk op på én gang.
* Et særligt filter sender kun tale igennem radioen. Derfor kan en brandmand stå ved siden af en hylende sirene og alligevel gå klart igennem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.