
Regeringen vil helt nedlægge Skat fra næste år og erstatte det med syv styrelser med hvert deres speciale. Det sker efter en stribe skandalesager, skriver Berlingske.
Fremtidens skattevæsen skal i stedet bestå af syv styrelser med hver deres specifikke opdrag, specialisering og ledelse. De syv nye styrelser skal være i drift fra 1. juli 2018 ifølge meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V). Beslutningen kræver ifølge skatteministeren ikke lovgivning, da det er noget, regeringen frit kan gøre.
Dermed vil Skat blive begravet, blot 13 år efter at det blev etableret i 2005.
Ingen kommentar
Skatteministeren ønsker mandag aften ikke at svare på spørgsmål fra Ritzau, oplyser ministeriet.
Han vil i stedet præsentere planen tirsdag formiddag med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde i Statsministeriet. Planen kommer efter nogle år, der har været præget af en række skandalesager i Skat.
Flere politiske aftaler har været søsat for at komme problemerne til livs.
- Derfor er jeg nået frem til, at i stedet for at bruge penge på lappe på et Skat, der ikke leverer eller løfter opgaverne, og som - hvis vi skal være ærlige - aldrig rigtig har fungeret, så ophører Skat helt med at eksistere, siger skatteministeren til Berlingske.
Problemet er ifølge skatteministeren, at alt for mange opgaver er blevet centraliseret.
- Det har været på bekostning af fagligheden. Det arbejdsområde, som Skat har arbejdet med, har simpelthen været for bredt. Det er ikke noget, nogen har ønsket, men det er det, der kan ske, når man bygger så stort et system op, siger han.
Flere af de syv nye styrelser er allerede blevet annonceret igennem forskellige politiske aftaler.
Hidtil har det dog været uklart, hvad der skulle ske med eksempelvis person- og erhvervsskatter, og hvad tidsplanen var.
Her kan du se de nye styrelser, der overtager fra Skat:
* Skattegæld.
* Told.
* Ejendomsvurderinger.
* Motorområdet, herunder betaling af registreringsafgift.
* Skatter, afgifter og moms.
* It og udvikling.
* Tværgående administration såsom HR og rekruttering.
Hver styrelse vil få en styrelsesdirektør, som alle refererer direkte til skatteministeren og Skatteministeriets departementschef.
Med Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden kommer Skat altså til at bestå af ni styrelser i alt, oplyser ministeriet.
Kilder: Skatteministeriet, Berlingske.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.