Østjysk plejehjemskaos:
Randers-plejehjem får massiv kritik efter skjulte optagelser

TV 2's skjulte optagelser resulterer nu også i kras kritik til demenslandsbyen Nyvang i Randers.
3. JUL 2020 11.55
TEMA: Kongsgården

RANDERS / AARHUS: TV 2's skjulte optagelser til en dokumentar om omsorgssvigt i plejesektoren er også filmet på demenslandsbyen Huset Nyvang i Randers. Og her er kritikken også begyndt at pible frem. Det skriver TV2 Østjylland.

Blandt andet står de pårørende til en 91-årig dement mand frem med kras kritik, som  går på, at han har været udsat for omsorgssvigt.

- Vi oplevede, at han flere gange ikke havde været i bad eller lå i sengen og ikke havde fået noget at spise kl. 10 om formiddagen. Han kunne have lort helt op i nakken - det oplevede min søster, da hun kom en dag, siger en af den 91-åriges døtre til TV2 Østjylland.

Opretter klagefunktion

I Aarhus er kritikken haglet ned over mindst tre plejecentre Kongsgården, DemensCentrum og Skæring Plejehjem. Værst er det gået ud over Kongsgården i Viby, hvor kritikken blandt andet har resulteret i forstander-fyring, politianmeldelse og en kulegravning af sagsforløbet. 

Sagen har fået kommunen til at oprette en central klage- og ombudsmandsfunktion, som skal give borgere et sted at gå hen, hvis de ikke føler dig hørt, eller der ikke rettes op på fejl. 

Tidligere på ugen fik TV2 forbud i Landsretten mod at vise optagelserne. Det er blandt andet begrundet med, at de medvirkende er demente og derfor ikke i stand til at godkende, at de vises. Det er på trods af, at de pårørende har givet tilladelse. 

Ministeren skal stå skoleret

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal redegøre for sagen, efter at folketingsmedlemmet Karina Adsbøl (DF) har stillet samrådsspørgsmål til ham.

TV2 har ikke fået Randers Kommune til at stille op til interview, men den skriver:

'Vi tager kritikken meget alvorligt. God og professionel pleje skal alle kunne regne med på omsorgsområdet i Randers Kommune. Vi har derfor også handlet på kritikken. Det er mit indtryk, at både medarbejdere, ledelse og pårørende generelt har et godt samarbejde om at skabe gode rammer og indhold for beboerne.'

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt