Mette Lindegaard Attrup og John Ryding Olsson:
”Power i projekter & portefølje”, 2. udg.
Inkl. CD-ROM med værktøjer;
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 2008.
437 s., indb., litt.liste, stikordsreg., illustreret.
Kr. 625, 00 inkl. moms; medlemspris kr. 500,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-574-1665-7
I kapitel 1 ’Om projektets historie – fra pisk til gulerod’ gør forfatterne opmærksom på, at projektstyring er en aktivitet, der givet har været kendt i al den tid mennesker har gennemført fælles aktiviteter. Der fortælles bl.a. om Noahs ark og pyramiderne i Ægypten og om, at allerede Daniel Defoe (forfatteren af ’Robinson Crusoe’) i 1697 kaldte 1600-tallet for projekternes århundrede.
Men, der er nok ingen tvivl om, at dels anvendelsen af projektarbejde er steget, og at behovet for professionel ledelse af projekter og den samlede projektportefølje er øget markant, fordi succes med projekter er blevet stadig mere vitalt for organisationers udviklings- og overlevelsesevne.
Denne anvendelsesorienterede bog om projektledelse og projektlederskab, som nu foreligger i en udvidet 2. udgave, henvender sig både til erfarne og mindre erfarne projektfolk i såvel offentlige som private organisationer. Udfordringen beskrives som evnen til at udføre ledelse og kommunikere – både via sine personlige egenskaber og via effektive værktøjer.
Målet med bogen
Bogen vægter projektledelse og værktøjer lige og påviser, hvordan de integreres. Ambitionen med bogen er at sætte fokus på ledelsesopgaven i projekter og samtidig vise, hvordan den udføres i praksis gennem anvendelse af de rette værktøjer på rette tid og sted.
Ligeledes er målet, at bogen skal give en fyldestgørende beskrivelse af topledelsens involvering i ledelsen af den samlede portefølje af projekter. Hvert enkelt projekt skal understøtte den overordnede strategi og politiske prioriteringer.
En helhedsorienteret tilgang
Mette Lindegaard Attrup og John Ryding Olsson ser især tre tendenser, der nødvendiggør en mere helhedsorienteret tilgang til projektledelse:
1. Flere og flere projekter har et stort indhold af forandringsledelse. Det skaber øget efterspørgsel efter kompetencer på projektledelsesområdet, som rækker udover de traditionelle administrations- og styringsværktøjer.
2. Udbredelsen af projektbegrebet til nye brancher og dermed fremkomsten af nye projekter i f.eks. den offentlige sektor.
3. Interessen for projekter er ’rykket op’ i organisationen til topledelsesniveau. Projektarbejde har udviklet sig til at være såvel en arbejdsform som en ledelsesform.
Til dette sidstnævnte punkt kan man vel sige, at flere og flere topledere i dag har arbejdet som projektledere på lavere niveauer og har set fordelene ved denne arbejdsform.
Bogens indhold
Bogen er delt op i 10 kapitler og en tilhørende cd-rom:
Kapitel 1. Projektets historie
Her gives et vue over projektarbejdets historie og fremtiden for projektarbejde diskuteres.
Kapitel 2. Projektarbejdsformen
I dette kapitel gives indblik i, hvilke opgaver, der løses bedst i driftsorganisationen og forskellige projekttyper og velegnede organisationsdesign beskrives.
Kapitel 3. Hvad er målsætningen for projektet?
Hvorledes opstilles klare mål i en turbulent verden? Mål er et centralt ledelsesværktøj.
Kapitel 4. Hvem skal bruge resultatet?
Her beskrives, hvordan projektets mange interessenter håndteres.
Kapitel 5. Projektplanen
Hvordan udarbejdes en plan, der på en gang kan styre projektet og ikke låse det uhensigtsmæssigt fast?
Kapitel 6. Organisering af projektet
I dette kapitel gennemgås hvordan man bedst og mest bevidst bemander styregruppe, projektgruppe og referencegruppe og gør det klart hvilke forventninger, der er til de respektive grupper.
Kapitel 7. Projektlederen som kaptajn
Her stilles skarpt på projektlederen og dennes opgaver.
Kapitel 8. Kommunikation og forandring
I kapitlet beskrives både den formelle og den uformelle kommunikation i forbindelse med projekter.
Kapitel 9. Ledelse af gruppen
Der er særlig fokus på start af gruppen og projektet og en række ledelsesværktøjer som konflikthåndtering, motivation, coaching og gruppeudvikling introduceres.
Kapitel 10. Project governance. Ledelse af flere projektet
Her introduceres konceptet Project Excellence, der øger hele organisationens projektorientering, bl.a. ved at skabe de rette organisatoriske rammer for vellykkede projektgennemførelser.
Hvert kapitel slutter med forslag til refleksion over indholdet i kapitlet.
De teorier og værktøjer, der introduceres i kapitlerne bliver beskrevet brugt i praksis i en gennemgående case, som handler om indførslen af en elektronisk patientjournal i en region. Case og personer er fiktive, men bygger på praktisk erfaring.
Som nævnt er der indlagt en cd-rom i bogen. På denne findes en stor værktøjskasse. I starten af hvert kapitel er der en henvisning til hvilke værktøjer, der knytter sig til det enkelte kapitel.
Denne 2. udgave af 'Power i projekter & portefølje' er udvidet på følgende områder: I kapitel 5 er afsnittet om risikoanalyse udvidet med betragtninger om, hvordan risici påvirker projektets business case. Kapitel 8 er udvidet inden for emnet forandringsledelse, hvor fem implementeringsprincipper er beskrevet, og der desuden er tilføjet principper for valget af implementeringsstrategi.
Kapitel 10 er nu opbygget efter principperne i project governance. Programledelse har fået større vægt, og to nye områder: lean projektledelse og effektmåling af projekter, programmer og portefølje er medtaget i dette kapitel.
Bogens emnevalg dækker det pensum, der kræves for at blive certificeret projektleder efter den europæiske IPMA-ordning. Se links herunder.
Om forfatterne
Executive Assistant og kommunikationspartner i Novo Nordisk A/S Mette Lindegaard Attrup er cand.mag. i dansk og retorik. Hun har tidligere arbejdet som managementkonsulent i Implement A/S og som projektleder i Advice Kommunikations- og ledelsesrådgivning. Hun har siden 2000 været gæsteunderviser og vejleder ved Københavns Universitet, hvor hun underviser i forandringskommunikation og organisationsteori.
Partner John Ryding Olsson, Implement A/S, er ingeniør, HD. I Implement A/S arbejder han med at gøre organisationer og virksomheder projektorienterede. Han har været projektleder, udviklingschef og direktør i en række virksomheder. John Ryding Olsson har desuden haft tillidsposter i en række foreninger og er assessor i den internationale organisation IPMA.
Begge forfattere har medvirket til andre bøger om beslægtede emmer.
Projektbegrebet breder sig
Som nævnt i indledningen har projekttankegangen og projektbegrebet bredt sig. Megen projektledelseslitteratur har stadig præg af at være skrevet med henblik på det ’klassiske’ projektarbejde. I denne bog gøres opmærksom på, at der er adskillige projekttyper, som er mindre forudsigelige og vanskeligere at kontrollere og styre. Det kan man jo som almindelig borger forvisse sig om ved at følge med i pressen om en række projekter fra såvel den offentlige som den private sektor.
At der er store fordele ved at arbejde projektorienteret på mange områder er indlysende. Det betyder også at flere skal kunne arbejde på denne måde og samtidig håndtere interessenterne på rette vis. Det gælder ikke mindst inden for den offentlige sektor. Her er så et tilbud om såvel indblik i erfaringer som tilbud om relevante værktøjer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.