

AARHUS: En sag, hvor en ung kvinde krævede erstatning efter en genopdragelsesrejse til Somalia, er endt med en frifindelse af myndighederne.
Det oplyser Retten i Aarhus.
Kvinden havde sagsøgt Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet, da hun ikke mente, at de havde gjort nok i sagen.
Jonas Christoffersen, der er advokat for den nu 24-årige kvinde, Amal, fortæller, at han og hans klient er skuffede over afgørelsen.
Retten har skulle forholde sig til, om kommunen havde gjort tilstrækkeligt før og under rejsen.
Kvinden mente, at Udenrigsministeriet ikke gjorde noget relevant, da ministeriet fik mistanke om, at hun kunne være sendt på genopdragelsesrejse.
Hun mener heller ikke, at ministeriet gjorde tilstrækkeligt for at hjælpe hende i sikkerhed, da hun flygtede fra lejren.
Afvist krav om godtgørelse
Det er første gang, at en myndighed blev søgt draget til ansvar ved en dansk domstol i forbindelse med en genopdragelsesrejse.
Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet havde på forhånd afvist kravet om godtgørelse.
I en skriftlig kommentar efter dommen kalder stabschef i Aarhus Kommune, Louise Rohde, sagen for "trist."
- Alle har ret til at leve et frit liv uden negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Derfor skal vi som samfund gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at børn og unge bliver sendt på genopdragelsesrejser af deres forældre, siger hun.
Fra Udenrigsministeriet lyder det i en kort kommentar, at man er tilfreds med, at retten vurderer, at ministeriet har overholdt sine juridiske forpligtelser.
Tre dommere i Retten i Aarhus har behandlet sagen.
Koranlæsning og lænker
Da sagen var for retten i maj, kunne Amal berette om en hverdag med koranlæsning og lænker, imens hun opholdt sig i lejren.
Den unge kvinde fortalte i retten, at det var bruddet med islam, som fik forældrene til at sende hende til Somalia.
En kommunal sagsbehandler har også givet forklaring i sagen.
Her kom det frem, at den unge kvindes mor havde nævnt ideen om at sende den dengang 16-årige pige til Somalia over for sagsbehandleren, omkring et halvt år før det skete.
I de fleste tilfælde vil et civilt søgsmål blive behandlet af en enkelt dommer, men i særlige tilfælde kan retten vælge at sætte tre dommere på sagen.
Amal skal desuden betale sagsomkostninger. Hun skal betale 125.000 kroner til Udenrigsministeriet og 125.000 kroner til Aarhus Kommune.
Jonas Christoffersen fortæller, at den unge kvinde ikke har taget stilling til, om dommen skal ankes.
/ritzau/
Opdateret kl. 14.23: Nyt afsnit 4, 10-12 og sidste afsnit med kommentarer fra henholdsvis den unge kvindes advokat, Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.