dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Omsorg er langt sundere end selvforkælelse, viser nyt studie

Følelsen af social forbundethed er nøglen til et godt mentalt helbred, siger forskerne. Frivillighed var særligt gavnligt mod depression og ensomhed.
14. OKT 2025 15.14

Et nyt studie peger på, at det at gøre noget godt for andre, kan have en bedre effekt på dit mentale helbred end en dag fyldt med selvforkælelse, skriver Videnskab.dk.

En amerikansk forskergruppe har sammenlignet virkningerne af venlighed over for andre og venlighed over for sig selv på det mentale helbred.

De inddelte 777 voksne deltagere i tre forskellige grupper:

En gruppe skulle gøre noget godt for andre. Det kunne være at række ud til en kammerat, tilbyde sin hjælp til naboen eller give en gave til kæresten. En anden gruppe skulle gøre noget godt for dem selv: Det kunne være at tage et varmt bad, bruge tid på en hobby eller holde en pause i løbet af dagen. Den tredje gruppe skulle opføre sig, som de normalt gjorde (kontrolgruppe)

Hver gruppe skulle følge forskernes instrukser i en periode på to uger, og både før og efter fik deltagerne målt deres niveau af depression, angst og ensomhed.

Resultaterne viser, at de to former for venlighed virker på forskellige måder, men at hjælpe andre virkede samlet set bedst.

Faktisk var effekten "signifikant", siger Nanja Holland Hansen, ph.d. og psykolog og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen og Herlev og Gentofte Hospital. Hun har læst studiet for Videnskab.dk.

- Især dét at hjælpe andre førte til markante forbedringer i depression, angst og ensomhed, der langt oversteg kontrolgruppens udvikling.

Faldet i depression var næsten tre gange så stort for dem, der aktivt praktiserede både at gøre noget godt for dem selv eller andre, sammenlignet med kontrolgruppen. For angst var billedet anderledes: Faldet i angst var, ligesom med depressionsmarkøren, større for dem, der hjalp andre, sammenlignet med kontrolgruppen, som ikke oplevede nogen signifikant forbedring.

Resultaterne for ensomhed var de mest slående. Her var gruppen, der hjalp andre, den eneste gruppe, der oplevede et signifikant fald.
Ifølge forskerne bag studiet opnåede dem, der gjorde noget godt for andre, en følelse af at være socialt forbundet.

En følelse af at høre til

Når deltagerne gjorde noget for andre, følte de sig tættere på andre mennesker. Og netop denne følelse af social forbundethed var det, der reducerede både depression, angst og ensomhed.

Deltagerne, der skulle være søde ved sig selv, oplevede også forbedringer, men de var mere begrænsede. De oplevede mindre depression, men der var ingen reel ændring i deres angst eller ensomhed sammenlignet med kontrolgruppen.

Ifølge Charlotte Bjerre Meilstrup, adjunkt ved Institut for Psykologi og projektchef for ABC for mental sundhed på Københavns Universitet, passer studiets resultater godt med anden forskning på området.

Faktisk er det i tråd med den forskning, som hun og kollegaer bedriver på ABC for mental sundhed, hvor de arbejder med tre forskningsbaserede kernebudskaber: Gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt.

- Især det meningsfulde aspekt hænger tæt sammen med det at gøre noget for andre. Vi har blandt andet forsket i frivillighed og set, at det kan give en oplevelse af mening, som bidrager til bedre trivsel og mental sundhed, siger Charlotte Bjerre Meilstrup til Videnskab.dk.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/omsorg-er-langt-sundere-end-selvforkaelelse-viser-nyt-studie

GDPR