
Hvordan arbejder kommunerne på tværs af forvaltninger og afdelinger om at skabe plads til fritidslivet i byudviklingen?
Det spørgsmål vil Dansk Byplanlaboratorium (Byplanlab) sammen med Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Idrættens Analyseinstitut (Idan) forsøge at finde et svar på gennem en ny undersøgelse.
I byudvikling er der ofte fokus på fysiske mødesteder, eller hvordan mennesker bevæger sig rundt i byerne, men ifølge Henriette Bjerrum, som er centerleder i Vifo, kan foreningslivet og folkeoplysningen blive klemt i den samtale.
- Foreningslivet har en lang tradition for at være medskabende omkring fritidslivets faciliteter. Men med den hurtige udvikling, der er sket - særligt i byerne – de sidste 15-20 år, ser vi eksempler på, at det kan knibe med at skabe plads til fritidslivet, fortæller hun.
Fælles sprog og fælles forståelse
Det er særligt i de store byer, hvor mange foreninger efterspørger flere idrætsfaciliteter og/eller lokaler. Men det handler ikke kun om at bygge en boldbane, mener Tina Saaby, som er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.
- Det handler om at bygge en, som mange kommer forbi, som er smuk, og som også løser andre kommunale opgaver, såsom at styrke biodiversiteten, håndtere regnvandet eller få flere mennesker til at være udenfor, fortæller hun.
Hun peger derfor også på, at det først og fremmest handler om at etablere et fælles sprog og en fælles forståelse mellem forvaltningerne i kommunerne.
- Fritidslivet spiller en rolle på tværs af mange områder i kommunerne – fra børn og unge til ældre og fra kultur og bynatur til hverdagsliv og byliv. Det kalder på en tværgående samtale, så vi kan skabe rammer, der understøtter menneskers fritidsliv, fortæller hun.
Formålet med projektet er derfor at undersøge og styrke samarbejdet i kommunerne og finde ud af, hvordan foreninger og frivillige bliver inddraget i byudviklingsprojekter.
De gode intentioner forsvinder
Det er ikke de gode intentioner, der mangler, når fritidslivet skal tænkes ind i byudvikling. Men noget går tabt undervejs i processen, lyder det fra Oliver Vanges, som er udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden (LOA), som støtter undersøgelsen.
- Vi oplever, at der i de indledende faser af byudviklingsprojekter er rigtig gode og fine intentioner med fritidsområdet. Men når områderne står færdige, er mange af de gode intentioner forsvundet, fortæller han.
- For når man spørger, er der en konsensus om, at fritidsliv er nødvendigt for et godt og meningsfuldt liv, tilføjer han.
Ifølge Oliver Vanges kan det skyldes mekanismer i processen, der spiller ind og gør, at det ofte er noget andet, der ender med at blive bygget. Han peger på behovet for at forstå og forbedre overgangen fra idé til praksis-
- Vi risikerer at kopiere det, vi plejer at gøre. Det handler derfor om at få visionerne fra de tidlige faser med hele vejen til det færdige byggeri – uden at de går tabt i processen. Det handler om at bringe den rigtige viden i spil på det rigtige tidspunkt, siger han.
Han håber samtidig, at projektet kan give en bedre platform til at tale åbent med kommunerne om processerne, og hvordan fritidslivet bliver prioriteret.
Læs mere om projektet her.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.