
Af Knud Abildtrup
AARHUS: At det i socialdemokratisk ledede Københavns Kommune seneste er lykkedes at score en gevinst på 100 mio. kr. efter en konkurrenceudsættelse af affaldsområdet, og at den konservative borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, understregede værdien af ikke at outsource et helt driftsområde, blev eksempler på, hvordan debatten om offentligt privat samarbejde står i dag.
DI-direktør Karsten Dybvad tog det tekniske område som et eksempel for at belyse de store forskelle mellem kommunernes lyst til at konkurrenceudsætte - Bornholm er på 22 pct. og Hedensted på 81 pct. Hvis bare alle kommuner under 50 pct. kom op på 50 pct., ville kommunerne samlet kunne score en halv milliard kr., argumenterede han.
Frank Jensen (S) omtalte gode erfaringer med samarbejde med erhvervslivet i hovedstaden - ikke mindst på klima og clean-tech-området. Men han talte også imod regeringens tvangs-konkurrenceudsættelse og ønskede dialog med DI for at få ændret på rigide rammer for udbud.
Særligt advokerede han for, at det kan være meget godt med mere konkurrenceudsættelse - med 100 millioners-besparelsen på affaldsområdet i baghovedet:
- Men det gælder om at vi ikke erstatter et offentligt monopol med et privat monopol. Vi har netop tidligere oplevet, hvordan der kun var én byder på området. En byder, som så efter at have fået opgaven, gradvist skruede prisen op.
Københavns metode var denne gang at udbyde affaldsindsamlingen opdelt i tre distrikter, så tre firmaer nu kan holde hinanden i skak prismæssigt.
En dårligere køber
Michael Ziegler købte heller ikke DI-argumentet om, at der nærmest altid er 20 pct., der kan spares, og brød sig heller ikke meget om tvangsudbud, men syntes, at arbejdet med måltal for konkurrenceudsættelse godt kan fungere.
Han slog også på værdien af, at man som kommune ikke outsourcer al sin faglighed ved at lade hele driftsområder overtage af private: Så mister man som køber alt for megen kompetence og bliver en dårligere køber, næste gang, der skal udliciteres på området.
Karsten Dybvad troede for så vidt heller ikke på tvang var den rigtige form for motivation til at få kokurrenceudsat mere, men at afskaffe tvangen forudsatte for ham at se en villighed fra begge parter til at se på, hvordan der kan komme dynamik ind i opgaveløsningen. Selv er DI netop i igang med en rundtur i landet for at se på nye samarbejdsmuligheder mellem offentlige og private spillere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.