
Byrådets flertals- og konsitueringsgruppe, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, har i sidste uge indgået en aftale om næste års budget for Odsherred Kommune. Budgettet er til førstebehandling i byrådet i aften, torsdag 14. seeptember.
Budgetforliget indfrier opgaven om besparelser på 25 mio. kr. og rationaliseringer og effektivisering for andre 25 mio. kr. for derved at skabe udvikling for 25 mio. kr.
Budgetforliget betyder opførelse af 60 nye ældre- og plejeboliger samt renovering af yderligere et antal utidssvarende boliger til ældre, 7,5 mio. kr. afsættes til en særlig ungeindsats for at fastholde 15 % flere unge i en ungdomsuddannelse.
For at drage fordel af den kommende nye rute 21 og den forventede øgede bosætning skal udarbejdes en brandingsstrategi, ligesom fyrtårnsprojekterne - en Geopark og Olafur Eliassons skulptur ved Dragsholm Slot - skal fremmes.
Borgerombudsmand
Borgerne får en vejleder, en slags borgerombudsmand, som også skal rådgive byrådet, og der afsættes penge til medarbejderudvikling og energi- og klimatiltag.
Flertalsgruppen fastholder ansøgning om lov til at sætte kommuneskatten op med 1 procentpoint i 2011. Får kommunen lov, hvilket afgøres 27. september 2010, skal merindtægterne bruges til at fjerne de værste besparelser i budgettet, nedbringe kommunens gæld og derved styrke kassebeholdningen.
- Efter tre års sparebudgetter må vi kikke op og ud og ikke kun være en sparekommune, og derfor er vi enige om at skabe en udvikling, siger borgmester Thomas Adelskov (S).
Vagn Ytte Larsen, S, supplerer, at det er vigtigt at fastholde og udvikle medarbejderne, fordi det om fire-fem år kan blive svært overhovedet at tiltrække medarbejdere, selvom der i øjeblikket er stor ledighed.
Gruppeformand Steen Egede Jensen, Dansk Folkeparti, kaldte budgetforliget for 'genopretning for fair forandring' og erklærede sig ovenud tilfreds.
- Både borgere og medarbejdere har oplevet den forskel, der er sket i kommunen. Nu er det ikke mere hovsaløsninger, som præger, med alt bliver fulgt op, både det negative og det positive, og kommunen er båret af, at vi på tværs lægger alle de gode kræfter sammen. Vi er utroligt tilfredse med helheden i budgetforslaget, sagde han.
Arne Mikkelsen, SFs gruppeformand, sagde, at der er skåret helt ind til benet, men at det har været en nødvendighed, og samtidig skal kommunen være udviklingsorienteret.
- Oppositionen, Venstre, har villet spare yderligere på Danmarks billigste kommunale administration, men har end ikke villet pege på, hvilke opgaver, det er, som ikke skal udføres mere, og vi er derfor ikke i stand til at indgå et forlig med Venstre, siger Arne Mikkelsen og henviser til, at Venstre har fremsat sit eget budgetforslag.
Kommunens budget skal til førstebehandling på tirsdag den 14. september 2010 og vedtages ved andenbehandlingen tirsdag den 5. oktober 2010.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.