Odense politianmelder imam for shariakontrakt
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) varsler opgør med negativ social kontrol.
Foto: Birgitte Carol Heiberg, Ritzau Scanpix

Odense politianmelder imam for shariakontrakt

For at blive skilt har en kvinde blandt andet skrevet under på, at hun mister retten til sine børn, hvis hendes opførsel krænker familiens ære.

ODENSE: Odense Kommune har politianmeldt imam Abu Bashar, fordi han ifølge Berlingske har udfærdiget et dokument bygget på sharialoven, der pålægger en kvinde forskellige krav for at få skilsmisse.

Kvinden i Odense har skrevet under på dokumentet for at få lov at blive skilt fra sin mand, skriver Berlingske.

Avisen har fået oversat dokumentet, som er skrevet på arabisk, til dansk, og det indeholder blandt andet krav om, at kvinden skal betale 75.000 kr. til manden for at blive skilt, og at hun mister retten til parrets to børn, hvis hun finder en anden mand.

Samme ret mister hun, hvis "hun opfører sig på en måde, der krænker hende eller familiens ære".

Desuden, skriver Berlingske, har hun i dokumentet har skrevet under på, at hun vil lære sine børn koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen.

Meldt til politiet

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) kalder dokumentet for ”skræmmende læsning” og varsler opgør med negativ social kontrol.

- Det er psykisk vold, der er forrettet med sharialovgivningen. Det er fuldstændig uhørt, og det bør være strafbart for imamen at gøre på den her måde, siger han til Ritzau.

Berlingske har i flere artikler beskrevet, hvordan et "religiøst råd" opererer i Odense, hvor kvinder nægtes skilsmisse, og børn og unge får besked på at rette ind efter af imamer vedtagne regler og normer.

Peter Rahbæk Juel minder om, at skilsmissedokumentet ikke er juridisk bindende. Borgmesteren mener, kvinden har været underlagt en høj grad af negativ social kontrol.

- Det foregår i mange miljøer og også i en del af vores indvandrermiljøer.

Anbefalinger fra arbejdsgruppe

Odense Kommune har haft en arbejdsgruppe siddende, der i august kom med anbefalinger til at bekæmpe negativ social kontrol.

Det handler blandt andet om at støtte de unges opgør med negativ social kontrol, at hjælpe flere kvinder i uddannelse og job og at samarbejde strategisk med civilsamfudsaktører og boligsociale foreninger.

Borgmesteren kan dog ikke garantere, at noget lignende ikke finder sted igen.

- Gid jeg kunne. Men det her er jo en kultur, der er der. Den foregår typisk i lukkede miljøer i moskeer og i familier, hvor der er den her negative sociale kontrol, siger Peter Rahbæk Juel.

Ritzau / ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev