Rapport om negativ social kontrol:
Unge i Odense skal have ret til at være sig selv

Ekspertgruppe foreslår enhed mod social kontrol, hvor minoritetsetniske børn og unge begrænses i fritiden, piger ikke selv må vælge uddannelse, og kvinder bliver overvåget.

ODENSE: Alle i Odense skal have lige muligheder for at bidrage og deltage aktivt i samfundet. Sådan er det ikke i dag. Mange - typisk med etnisk minoritetsbaggrund - oplever at blive indskrænket i deres personlige frihed og mister retten til at bestemme over eget liv.

Sådan lyder det i rapporten 'Opgør med negativ social kontrol - Odense', som en ekstern ekspertgruppe har udarbejdet for Odense Kommune.

Ifølge formand Halima El Abassi, som forsker i æresrelaterede konflikter, gør Odense allerede meget for at bekæmpe problemerne, men der skal sættes endnu stærkere ind.

- Negativ social kontrol er et alvorligt samfundsproblem, og vi har rykket os meget lidt de sidste 20 år. Vi har i yderste konsekvens set unge kvinder blive dræbt, og det viser på grusomste vis, at vi skal sætte bedre ind, siger hun med henvisning til sagen fra Kerteminde i februar i år, hvor syriskfødte Huda Ali Ahmad af sin mand blev lokket til Syrien, hvor han slog hende og hendes otte-årige søn ihjel.

- I Odense har vi konstateret, at negativ social kontrol stadig er udbredt i visse miljøer, og det samme gælder i mange andre danske byer. Derfor anbefaler vi blandt andet, at Odense skruer op for indsatsen med en enhed, der kun arbejder med negativ social kontrol, tilføjer hun.

- Prisen for at gøre op med negativ social kontrol er høj, og jeg ved, hvilken umenneskelig pris familierne betaler. Vi skal ikke have unge, som skal vælge mellem familien og deres personlige frihed, siger Halima El Abassi, som udover at forske også er formand for Rådet for Etniske Minoriteter. 

En frihedskamp

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), tager godt imod anbefalingerne fra ekspertgruppen, som også består af direktør Nina Groes og sociolog Aydin Soei.

- Store grupper af især unge kvinder, men også mænd, bliver kontrolleret og undertrykt i deres frie, personlige valg af kærester, uddannelse og arbejde. Det skal vi gå op imod. Det er en frihedskamp, vi som samfund skal kæmpe, siger han.

- Vi skal tage opgøret med de misforståede æreskodekser, der ofte ligger til grund for problemerne. I Odense har vi allerede en lang række indsatser, og jeg er glad for, at ekspertgruppen nu hjælper os med at sætte fokus på problemerne og pege på de steder, vi især bør sætte ekstra ind.

Unge mænd rammes også

Ekspertgruppen har foretaget knap 20 interviews med nøglemedarbejdere i Odense, som har berøring med negativ social kontrol. Medarbejderne har blandt andet beskrevet, hvordan minoritetsetniske børn og unge bliver begrænset i fritidsaktiviteter, hvordan minoritetsetniske kvinder bliver overvåget, og hvordan de ved skilsmisse mister alle rettigheder til deres børn.

- I Odense skal vi have opmærksomhed på alle, der er udsat for negativ social kontrol. Et overset problem i den forbindelse er de drenge og unge mænd, der også er ofre, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).

- Det er nemlig også social kontrol, når det bliver forlangt, at man skal holde øje med sin søster og sladre om hende derhjemme. Derfor er det vigtigt, at vi fremadrettet har et stærkt fokus på, at drenge såvel som piger - og uanset religion - har ret til at være sig selv.

1.200 unge i Odense

Ifølge ekspertgruppen forventes der at være omkring 1200 unge odenseanere, der føler sig begrænset af deres familie i forhold til valg af kæreste eller ægtefælle.

- Det hele handler først og sidst om ligestilling, lige muligheder og helt basale frihedsrettigheder. Alle odenseanere skal have lige adgang til job, uddannelse og fritidsaktiviteter, og det er ikke tilfældet i dag, siger Brian Dybro (SF), beskæftigelses- og socialrådmand.

- Jeg er helt enig i, at job og uddannelse er afgørende for minoritetsetniske kvinders personlige frihed. Vi har allerede gang i flere initiativer på området, hvor vi blandt andet har fokus på at styrke kvindernes sprog og forståelse af dansk kultur. Det er en stor og vanskelig opgave, som det er godt at få endnu mere fokus på.

Ekspertgruppens rapport og anbefalinger overdrages nu til Odense Byråd.

Rapporten rummer fem anbefalinger:

  1. Etabler enhed for negativ social kontrol.
  2. Udarbejd målrettede handleplaner, som nøglemedarbejdere kan eksekvere.
  3. Støt de unges opgør med negativ social kontrol.
  4. Flere etniske minoritetskvinder skal selvstændiggøres og i uddannelse og beskæftigelse. 
  5. Strategisk samarbejde med civilsamfundsaktører og boligsociale foreninger i udsatte områder.

 

Find rapporten her.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev