Under coronakrisen har den sociale kontrol fået bedre vilkår
Mange voksne i den udsatte gruppe formår ikke at støtte deres børns skolegang – ikke fordi de ikke vil, men fordi de mangler den fornødne sociale og kulturelle kapital.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix.

Under coronakrisen har den sociale kontrol fået bedre vilkår

KRONIK Krisen vil, når den eksistentielle trussel er overstået, særligt efterlade udsatte personer og grupper med psykiske mén, som vi først kommer til at se om et stykke tid.
14. APR 2020 14.20
TEMA: Corona

Coronavirus er en global trussel. Og social kontrol et komplekst fænomen. Det politiske system i Danmark har siden begyndelsen af marts i år indført sociale kontrolmekanismer af hidtil ukendt omfang for at dæmme op for virussens ukontrollerede spredning.

Social distancing samt begrænsninger af forsamlingsfriheden og - som en konsekvens heraf – nedlukning af uddannelsessystemet, restriktioner i forbindelse med private påskefrokoster, aflysning af festivaller og offentlige møder, lukning af biblioteker og kirker – det er de mest iøjefaldende eksempler på statens kontrollerende indgreb i borgernes hverdag og rettigheder.

Desuden blev begrænsninger af den grundlovssikrede ret til at mødes med andre udendørs eller indendørs fulgt op af moralske appeller om at udvise solidaritet og hensyn over for hinanden. 

Statens form for social kontrol retfærdiggøres over for borgerne ved at henvise til pandemiens ukendte trusselpotentiale og til mangel på effektiv medicin. Billeder og beretninger af skræmmende kriser fra blandt andet Italien eller USA har været med til, at samfundet kunne lukkes ned uden nævneværdige protester. Frygten for det ukendte og håbet om, at de sociale og politiske restriktioner forsvinder i takt med at den globale krise er kommet under kontrol, har fremmet accepten af statens kontrolforanstaltninger.

Højtlønnede bedre stillet
Social kontrol set i lyset af den aktuelle krise kan defineres både som indsigt i begrænsningernes nødvendighed og som den frihed, der er tilbage, når fællesskabet forsvarer sig mod en eksistentiel trussel.

Den nødvendige statslige kontrol forplanter sig ikke kun nedad, den forstærker også de eksisterende spændinger, der i forvejen findes i forskellige sociale grupperingers livsformer. Nogle grupper klarer udfordringerne mere suverænt end andre. Men hvordan man klarer sig, er i høj grad afhængig af den enkeltes økonomiske, sociale og kulturelle kapital.

At kunne bruge sit hjem som arbejdsplads er en mulighed. Det økonomiske og kulturelle råderum afgør imidlertid, om man – som enkeltperson eller som familie – har adgang til denne mulighed og hvordan man klarer sig igennem hjemmekarantænen. Undersøgelser viser, at de højtlønnede grupper i denne sammenhæng er ulig bedre stillet end de lavtlønnede.

I øjeblik skrives der en del om, at vold i familien stiger, fordi kvinder ikke længere har mulighed for at undvige deres voldlige partnere. Men hvordan opleves de store sociale restriktioner på asylcentre, på sociale bosteder, på plejehjem eller blandt de hjemmeløse? Krisen vil, når den eksistentielle trussel er overstået, særligt efterlade de udsatte personer og grupper med psykiske mén, som vi først kommer til at se om et stykke tid. Så meget kan der allerede siges i dag: i den aktuelle krise bliver det ret tydeligt, hvor udgrænset og udsat, enkelte sociale grupper normalt er.

Rammer skævt
Krisen rammer socialt skævt. Om solidaritet i og efter krisen stadig er et fællesgode, der også gælder de udsatte grupper - dette spørgsmål bliver til lakmusprøven for det danske velfærdssamfund. I øjeblikket tyder meget på, at hjælpepakker fordeles ulige og i forhold til gruppernes sociale status og diskursive magt.

Krisen har som sagt konsekvenser – mentale, økonomiske og sociale. Man hører meget om de økonomiske konsekvenser for både erhvervsdrivende og lønmodtagere. Både erhvervslivet og fagforeningerne kender til landets politiske kultur. Velfungerende interesseorganisationer sikrer dem indflydelse. Deres talsmænd er veltrænede i kommunikation; og vi kan i øjeblikket iagttage, at og hvordan deres dialog med det politiske system fører til bæredygtige løsninger.

De økonomiske hjælpepakker bliver stadig mere sofistikerede og målrettede. Respekt for dette. Men hvad med dem, der ikke formår at artikulere deres behov, fordi de mangler både effektive organisationer og den nødvendige sociale retorik. Vi kaster her et blik på en gruppe, som man ikke hører meget om, når den aktuelle coronakrise italesættes: udsatte børn i familier med minoritetsbaggrund – og her især de unge, der i forvejen oplever tæt social kontrol fra familiens side.

Udsatte børn og unge har ikke et talerør
På pressemøder og mediedebatter hører man ikke folk tale for udsatte børn og unge. For udsatte børn er skole og læring i forvejen forbundet med problemer. Og nu, hvor skolerne er lukket, er de helt overladt til deres forældre, når det gælder indlæring og opdragelse.

På baggrund af vores kendskab til denne forældregruppe frygter vi, at mange voksne ikke formår at støtte deres børns skolegang – ikke fordi de ikke vil, men fordi de mangler den fornødne sociale og kulturelle kapital og derfor har svært ved at tilegne sig den viden og pædagogiske indsigt, der er nødvendig for at undervise børn i Danmark.

Det er bekymrende, at disse børn risikerer at komme så meget bagud fagligt, at det vil få konsekvenser for deres fremtid. Vi savner, at regeringens og kommunernes kriseberedskab også har øje for de udsatte grupper og deres børns trivsel og læring.

Nedbrydende kontrol
Når vi siger, at den sociale kontrol under coronakrisen forplanter sig nedad og forstærker allerede eksisterende kontrolmønstre hos andre gruppe, så tænker vi her i særlig grad på udsatte etniske minoritetsfamilier. Deres udsathed kan have mange årsager: traumatiserede erfaringer, dårligt helbred eller ringe uddannelse. I modsætning til statens begrænsende kontrolforanstaltninger bygger den sociale kontrol blandt etniske minoritetsfamilier på kulturelle konventioner.

Familiens kontrollerende indgreb er heller ikke legitimeret via en åben parlamentarisk proces, men praktiseres af den enkelte familie eller dens netværk i overensstemmelse med traditioner og specifikke kulturelle værdier. Vi møder med andre ord en form for kontrol, der på det psykologiske plan nedbryder den enkeltes integritet og personlighed.

Under normale omstændigheder er det muligt for unge og børn, der udsættes for familiens sociale kontrol, at henvende sig til myndigheder og fagfolk, som socialrådgivere, psykologer eller lærere. Der eksisterer et kriseberedskab, der med kort varsel kan gribe ind. I helt grelle tilfælde kan børn og unge, der føler sig truet, anbringes uden for hjemmet – uden at familien bliver informeret om det nye opholdssted. Under krisen hæmmes reaktioner og handlemuligheder over for social kontrol, fordi den daglige kontakt til fagfolk og myndigheder er neddroslet.

Overladt til familien
Af erfaring ved vi, at de trænede sagsbehandlere og en stab af eksperter hurtigt kan opfange tegn og hentydninger til social kontrol. De kan støtte den enkelte i at tage kontakt til myndighederne, der så  kan hjælpe ved at tale med forældrene, oplyse børn og unge om deres rettigheder og muligheder. Men under krisen er denne mulighed væk. De unge er i endnu højere grad overladt til familien; deres kontaktflade udadtil er blevet begrænset.

Den helle og den modvægt, som de unge under normale omstændigheder har, eksisterer ikke længere eller i samme omfang. Alene ved at få inddraget deres telefoner kan de unge afskæres fra at tage kontakt til myndighederne. Spændingerne vil formentlig øges og den i forvejen massive kontrol vil intensiveres yderligere.

Vi har ikke hørt medierne fortælle om og er heller ikke bekendt med konkrete 'kriseberedskaber' vedrørende social kontrol, selv om individet har ret til beskyttelse. De sociale begrænsninger på samfundsplanet får – eller kan få - utilsigtede konsekvenser for børn og unge i etniske minoritetsfamilier. Lidt tilspidset kunne man sige: under coronakrisen har den sociale kontrol fået bedre vilkår for at udfolde sig.

Dialogen med fagfolk mangler 
Nok er den enkeltes rettigheder ikke begrænset, men det bliver svært at få den effektueret, fordi kontaktmuligheder og kontaktfladen er indskrænket. Der mangler den daglige dialog med fagfolk og myndigheder, hvor de unge og børn kan fortælle, hvordan de har det.

Vi frygter at coronakrisen er med til, at udsatte børn og unge i forhold til skole og social kontrol bliver overladt til sig selv. Det er stærkt bekymrende. Stærke borgere, erhvervsdrivende og fagforeninger er via deres kendskab til samfundet i stand til at kæmpe for deres interesser. Men vi må ikke glemme, at udsatte børn og unge også har brug for, at der bliver taget hånd om dem, deres velbefindende og deres retssikkerhed.

Når udsatte grupper ikke har nogen, der taler deres sag, er det svært at høre deres stemme. Samfundet må ikke desto mindre påtage sig ansvaret for de udsatte gruppers rettigheder. Et kriseberedskab kan i første omgang pege på, hvordan de nødvendige informationer kan nå ud til målgruppen, når de gængse kommunikationsveje er afbrudt.

Et næste skridt kunne være at indrette en slags førstehjælp-gruppe bestående af erfarne fagfolk, der kan rykke ud og gribe ind, når det er nødvendigt. Og endelig kan man håbe, at medierne også er opmærksomme på denne problemstilling.

Af lektor på Københavns Universitet Hans Elbeshausen og socialkonsulent, cand.pæd. og eksam.eksistentiel psykoterapeut (PI) Ahmet Demir

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt