Ny post som udvalgsformand kostede jobbet i FOA for Struer-politiker
Anne Kirstine Bøge Petersen valgte det politiske arbejde frem for jobbet i fagforeningen.
Foto: SF

Ny post som udvalgsformand kostede jobbet i FOA for Struer-politiker

At vælge en socialpolitisk toppost i kommunen betød farvel som sektornæstformand i den lokale FOA-afdeling.
7. MAJ 2020 9.27

STRUER: En kasket på hver sin side af bordet gik ikke for den nyvalgte socialudvalgsformand i Struer Kommune, Anne K. Bøge Petersen (SF). Det mente hendes arbejdsgivere i FOA i hvert fald ikke.

På FOA Holstebros hjemmeside fremgår det, at 'Med virkning fra 1. maj 2020 fratræder Anne K. Bøge Petersen sin post som sektornæstformand i social- og sundhedssektoren. Fratrædelsen skyldes en konkret uenighed om varetagelse af hvervet som næstformand i sektoren samtidig med varetagelsen af posten som formand for social- og sundhedsudvalget i Struer Kommune'.

Anne Kirstine Bøge Petersen blev tirsdag valgt som ny formand for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsudvalget i Struer Kommune, hvor hun afløser Grethe Hestbech (SF), der stopper i byrådet efter sygdom.

Hun var ifølge Ugeavisen Struer ikke i tvivl om, hvad hun skulle vælge, da hun stod med valget mellem at beholde jobbet eller tage udfordringen op og overtage udvalgsformandsposten:

- Jeg har lovet Grethe Hestbech, at jeg ville overtage hendes post som formand for udvalget, hvis hun ikke selv kunne fortsætte. Det løfte, vil jeg selvfølgelig indfri, siger Anne Kirstine Bøge Petersen til avisen.

FOA-afdelingen udbetaler en fratrædelsesgodtgørelse på seks måneders løn.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev