Ifølge to medlemmer af regeringens Klimakommission vil de nye anlæg kaste Danmark ud i en kritisk afhængighed af importeret biomasse - f.eks. træ, halm og energiafgrøder - som der med stor sandsynlighed vil opstå global knaphed på i fremtiden, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Miseren forværres af, at varmeforsyningen fra de mange nye værker vil blive overflødig i løbet af et par årtier. Det sker, når bygningsmassen bliver bedre isoleret, og opvarmningen sker på basis af vindmølle-el, jordvarme, geotermi o.lign.
- Konsekvensen er, at vi af disse to grunde sikkert slet ikke ønsker at bruge disse værker om et par årtier og fortryder, at vi har opført dem, siger Jørgen E. Olesen, der også er forskningsprofessor ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, og medlem af FN's internationale klimapanel IPCC.
I en kronik i fredagens udgave af Ingeniøren advarer han sammen med sin kollega i Klimakommissionen - den tidligere leder af Europa-Kommissionens forhandlinger af FN's klimakonvention, Jørgen Henningsen - mod at betragte den massive udbygning af biomasse-sektoren som et let og smertefrit fix til at opnå det fossilfrie samfund.
Kortsigtet og naivt
Jørgen E. Olesen peger på, at kommunerne i deres iver for at blive fri af fossile brændsler ukritisk kaster sig i armene på afbrænding af biomasse, fordi etablering af biomasseanlæg er et af de få områder, hvor kommunerne har reel beslutningskompetence på energiområdet.
- Derfor bliver kommunernes initiativer kortsigtede, naive og mangler fuldstændig at blive indtænkt i en overordnet og langsigtet energipolitisk ramme, siger Jørgen E. Olesen.
Et eksempel er Bornholms Kommune, hvor der er særdeles gode vindressourcer til rådighed. Alligevel forventer de lokale planlæggere at skulle importere biomasse til varmeforsyningen.
Et andet eksempel er Kjellerup, hvor et nyt affaldsbaseret forbrændingsanlæg til ca. én mia. kr. skal producere fjernvarme til Viborg og Silkeborg.
Dårlig planlægning
Adjunkt i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen kalder det dårlig planlægning.
- Det vil være en stor fejl, hvis vi laver nogle fejlinvesteringer, hvor vi kun udnytter biomassen til varmeproduktion.
Interesseorganisationen Dansk Fjernvarme afviser kritikken.
- Ja, biomasse vil blive en knap ressource i fremtiden, men at bruge det som argument for, at vi er på vej ud i fejlinvesteringer og forsyningsproblemer, finder jeg meget teoretisk og meget fortænkt, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Jørgen G. Jørgensen, der mener, at vi både på kort og langt sigt vil have adgang til den nødvendige biomasse fra bl.a. Canada og Rusland.
Brian Vad Mathiesen er helt overbevist om, at der vil blive stor knaphed på biomasse i fremtiden, fordi der satses på biomasse i så mange forskellige sektorer.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.