Dansk haveaffald, såsom stød, trærødder og større grene køres i øjeblikket til afbrænding i Sverige i stedet for at blive brugt som brændsel i danske varmeværker.
Det fremgår af en notat fra Skatteministeriet, der også gør rede for, at der samtidigt importeres tilsvarende brændsler fra Tyskland og de baltiske lande.
Baggrunden for denne uhensigtsmæssige trafik er, at den slags haveaffald ikke er let komposterbart, og at det derfor afleveres på de kommunale genbrugsstationer.
I det øjeblik det afleveres dér, kategoriseres det som affald, og ikke som biomasse, og så skal der betales affaldsforbrændingsafgift, hvis det skal brændes af i et dansk varmeværk.
Skal det derimod brændes af i et svensk varmeværk, koster det ingen afgift, og dermed kan det betale sig for affaldsselskaberne at eksportere haveaffaldet til Sverige.
For at få problemet løst, arbejder Miljøstyrelsen lige nu på at ændre Biomassebekendtgørelsen, så det bliver afgiftsfrit at køre træaffaldet til danske værker.
Renosam - affaldsselskabernes sammenslutning - og Dansk Fjernvarme har siden september 2008 presset på - og også Assens Kommune har råbt op om sagen.
Det har trukket ud med juridiske og tekniske undersøgelser, men nu forlyder det fra Miljøstyrelsen, at et udkast til ny bekendtgørelse er på vej her i maj, oplyser Allan Kjersgaard fra Renosam.
De to organisationer har understreget, at det træaffald, der eksporteres til Sverige ville kunne have erstattet andre fossile brændsler i energiforsyningen i Danmark med både en god samfundsøkonomi og med fordele for klima og miljø.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.