
NORDJYLLAND: Gennem længere tid er der blevet analyseret nordjyske vækstvilkår og debatteret regionalt innovationspotentiale i tæt dialog mellem erhvervslivet, videninstitutionerne, de nordjyske erhvervsfremmeaktører og Vækstforum Nordjylland.
Nu løftes sløret for konklusionerne i en ny og ambitiøs innovationsstrategi, der skal være med til at styrke konkurrencekraften og skabe flere arbejdspladser i det nordjyske erhvervsliv.
Budskabet i den nye strategi er klart. Innovation er vejen til vækst. Det er der bred enighed om i erhvervslivet, og i Nordjylland har 50 virksomheder fra hele regionen været med i udarbejdelsen af den nye regionale strategi.
Vækstforums rolle har været at samle parterne i en fælles indsats, og dialogen om udfordringer og muligheder på tværs af brancher og lokale interesser betyder meget, når strategien skal føres ud i livet. Samtidig er det afgørende, at der arbejdes med at styrke grundlaget for innovation både i det offentlige og det private - samt ikke mindst på tværs gennem et tæt samarbejde. Det fortæller formanden for Vækstforum, regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Potentiale i samarbejde mellem offentlige og private
- Vi har fået en virksomhedsrettet innovationsstrategi, der spiller rigtig godt sammen med de tiltag, som Vækstforum og Region Nordjylland allerede har igangsat. Bl.a. inden for sundhedsvæsenet viser Idéklinikken på Aalborg Sygehus det store potentiale i, at offentlige og private aktører går sammen og omsætter innovative idéer til nye produkter. Det er vigtigt, at vi får endnu mere af den slags samarbejde fremover, for det er med til at styrke både det regionale erhvervsliv og kvaliteten af vores services til regionens borgere, siger Ulla Astman.
Med den nye innovationsstrategi vil Vækstforum og erhvervslivet tage tyren ved hornene. For der er enighed om, at der skal en målrettet indsats for øget innovation til, hvis der for alvor skal skabes vækst og flere arbejdspladser i Nordjylland i fremtiden.
Investerer for lidt i innovation
Godt nok viser en ny analyse fra Europa-Kommissionen, at Danmark som helhed klarer sig ganske pænt inden for innovation sammenlignet med de øvrige EU-lande. Men det hører med til historien, at der er store regionale forskelle.
For mens virksomheder i hovedstaden investerer 5,2 pct. af det regionale bruttonationalprodukt i innovation, så er det samme tal kun 0,9 pct. i Nordjylland. Forskellen betyder bl.a., at nordjyske virksomheder ikke får skabt nær så god en indtjening.
Der ligger derfor en stor udfordring - men også et stort potentiale - i at få den nordjyske innovationsindsats op i omdrejninger og stimulere virksomhedernes lyst og evne til at investere i forskning, udvikling og innovation.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.