
NORDJYLLAND: Når der skal skabes vækst i erhvervslivet, opnås langt de største resultater ved at samle indsatsen på nøje udvalgte områder, som i forvejen udgør en styrkeposition. Det har været filosofien bag Vækstforums Nordjyllands arbejde med udvikling af det regionale erhvervsliv de seneste tre år.
Resultaterne af den målrettede indsats ses bl.a. på fødevareområdet, som bidrager med mere end en fjerdedel af erhvervslivets samlede omsætning i Nordjylland. Her er det med Vækstforums opbakning lykkes at samle mere end 100 virksomheder og organisationer i en ny erhvervsklynge, som skal sikre et løft til det regionale samarbejde omkring innovative fødevareprodukter og forarbejdningsmetoder.
Netop etableringen af stærke nordjyske erhvervsklynger er et af målene i Vækstforums regionale erhvervsudviklingsstrategi. Udover den nye organisering af fødevareområdet er også oplevelsesøkonomi, IKT og byggebranchen de seneste år blevet omdrejningspunkter for velfungerende eller spirende klyngesamarbejde.
Udvalgte områder i fokus
Vækstforum Nordjyllands positive erfaringer med klynger og flere af de øvrige indsatsområder betyder, at udvælgelsen af særlige styrkepositioner også bliver omdrejningspunktet i en ny regional erhvervsudviklingsstrategi for de kommende fire år.
Vækstforum er i øjeblikket ved at drøfte, hvor der skal satses for at skabe mest mulig vækst. De langsigtede målsætninger fastholdes, men der bliver givetvis tale om at skærpe prioriteringerne yderligere, fortæller regionsrådsformand Ulla Astman (S), der også er formand for Vækstforum:
- Både blandt Vækstforums medlemmer og vores samarbejdspartnere er der enighed om at fastholde det langsigtede fokus. Så der bliver ikke tale om et kursskifte eller helt nye mål. Til gengæld skærper vi de konkrete indsatsområder i strategien, så vi også fremadrettet kan give det nordjyske erhvervsliv de bedste vækstbetingelser, siger Ulla Astman.
Indsatsen skal koncentreres
Øget fokusering i fremtidens erhvervsudvikling er ikke kun på dagsordenen i Nordjylland. Også på landsplan er der stigende opmærksomhed omkring behovet for at prioritere. Kort sagt skal indsatsen målrettes regionale styrkepositioner med et stort udviklingspotentiale, mens andre erhvervsområder i højere grad må klare sig på de eksisterende betingelser.
Det kræver nemlig skarpe prioriteringer samt ikke mindst et stærkt lokalt, regionalt og nationalt samspil at fremtidssikre Danmarks globale konkurrenceevne, så landet som helhed ikke risikerer at blive et yderområde i forhold til resten af verden.
Så klart er budskabet i en ny fælles vækstplan, som Danske Regioner har udarbejdet på vegne af Region Nordjylland, Vækstforum Nordjylland og de øvrige danske regioner og regionale vækstfora. Planen indeholder 20 konkrete anbefalinger, der skal være med til at skabe øget og balanceret vækst i hele Danmark.
En af vækstplanens anbefalinger er, at også den nationale erhvervspolitik skal understøtte de regionale styrkepositioner, fordi udfordringer og muligheder er forskellige i de enkelte dele af landet. Alle større nationale vækstinitiativer bør derfor aktivere de regionale ressourcer og involvere regionerne og de fem regionale vækstfora, der har den nødvendige indsigt i vilkår og potentiale i det regionale erhvervsliv.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.