
ODSHERRED: Onsdag fik Egebjerg i Odsherred Kommune Danmarks første 'Demokratek', som er en sammentrækning af ordet demokrati og bibliotek. I et tidligere klasselokale på Egebjerg Skole er nu indrettet et indleverings- og afhentningssted for udlån fra Odsherred Bibliotek, en læsestue og mødelokale for foreninger og borgere på tværs af lokalsamfund og interesser samt en storskærm og opstillede pc'ere, hvorpå man kan følge de lokale nyheder, læse og skrive indlæg, debat og blog om Egebjerg, som dermed også har fået en slags elektronisk forsamlingshus.
- Det er en genial idé, som bibliotekets medarbejdere, inspireret af USA, her har udvirket. Odsherred Bibliotek viser vejen til, hvordan man også kan holde liv i et biblioteksudlån i et lokalsamfund, og jeg håber, borgerne vil tage imod og bruge det, sagde næstformand i Kultur- og Folkeoplysningsudvalget, Vagn Ytte Larsen, der også er formand for Danmarks Biblioteksforening, ved åbningen.
Oplysning og udvikling
- Egebjerg Demokratek er første forsøg i Danmark på at bringe oplysning og udvikling sammen i samme rum, både fysisk og virtuelt. Det er et mødested, hvor I kan pudse meninger af, debattere direkte med politikerne, som alle er oprettet på bloggen. Egebjerg Demokratek er et tilbud til Egebjerg om at udvikle sig i fællesskab, sagde biblioteksleder John Larsen til de cirka 25 fremmødte borgere.
Bibliotekar Helle Schønnemann demonstrerede, hvordan man kan blive oprettet som bruger på http://demokratek.bibod.dk/ hvor der allerede er oprettet adskillige indlæg om bl.a. samkørsel. Ved indvielsen var der forslag fremme om etablering af en lokal datastue eller netcafé som den, der findes ved biblioteket i Nykøbing. John Larsen opfordrede borgerne til at finde sammen og komme med et forslag, som biblioteket så i givet fald vil imødekomme om udlån af pc'ere til Egebjerg.
Skoleleder Kirsten Kongsgaard glæder sig over at skolen kan stille et lokale til rådighed for lokalsamfundet. Selvom lokalet vil være ubemandet tror hun, der vil være så god en brug af lokalet, at man ikke skal frygte hærværk eller tyveri. Lokalet vil være åbent alle ugens dage fra 8.30 til 16.30, onsdag helt til kl. 19.30. Uden for disse åbningstider kan borgere og andre låne en nøgle til lokalet på skolen til fx møder i lokalet.
- Det er en rigtig god idé, som jeg er sikker på, vi alle bliver glade for her i Egebjerg. Vi har en årrække arbejdet på at etablere en form for lokalråd i Egebjergområdet, og nu har vi faktisk fået et glimrende alternativ ved at kunne mødes og udveksle ideer både på nettet og i lokalet. Selvom flere af foreningerne har egne mødelokaler i dag er det rart med et sted, hvor vi kan mødes på tværs af foreningerne, siger Ole Larsen, Eskilstrup, som gennem 12 år har haft børn på Egebjerg Skole.
Han mener, at Egebjerg Demokratek og det elektroniske 'forsamlingshus' skal være åben for alle borgere i Odsherred og håber andre end blot egebjergenserne vil deltage og blande sig i debatten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.