MIDTJYLLAND: 15 særlige koncerter har i 2025 tiltrukket mellem 5 og 50 tilhørere i projektet Hjerteklang, som Region Midtjylland og Levende Musik i Skolen er gået sammen om.
Målet er at skabe musikalske øjeblikke, øge trivslen og give fællesskab for sårbare børn og unge, der opholder sig på behandlingshjem, psykiatriske eller sociale institutioner i regionen. Koncerterne er skræddersyede, og hver musikoplevelse tilpasses efter den enkelte situation og målgruppe.
Det svingende deltagerantal er der en enkel forklaring på:
- Målgruppen er sårbare børn og unge, så deres deltagelse i koncerterne afhænger af dagsformen. De deltagende institutioner har alle været tilfredse med fremmødet, og flere har været overraskede over, hvordan koncerten har kunnet fastholde elevernes opmærksomhed, vel at mærke elever, der normalt har svært ved at koncentrere sig, forklarer udviklingskonsulent i team Sundhed og Kultur i regionen Hanne Lundgren Nielsen til DK Nyt.
Forskning viser, at musik både kan dæmpe angst og sænke stress, og Region Midtjylland har i ti år arbejdet med koblingen af sundhed og kultur. I Hjerteklang bygges videre på erfaringer fra fx levende musik på intensivafdelinger, musikalske hjemmebesøg og på Levende Musik i Skolens erfaringer med intimkoncerter for børn og unge på special- og behandlingsskoler.
- Der står i FN’s børnekonvention artikel 31, at der skal være passende og lige muligheder for alle børn og unge til kulturel udfoldelse, og al den viden, der er om, hvor gavnligt det f.eks. er at møde den levende musik, gælder jo også for de børn og unge under special- og socialområdet i regionen, som vi skal arbejde med, siger Hanne Lundgren Nielsen.
Koncept skal bredes ud
Hun bakkes op af Bent B. Graversen (V) fra Udvalg for regional udvikling.
- Når vi møder musikken, sker der noget helt særligt. Musikken kan skabe nærvær, meningsfulde oplevelser, åbne os mod verden og få os til at mærke, at vi er en del af et fællesskab. De oplevelser bør alle have adgang til – også de børn og unge, som af forskellige årsager er væk fra skolesystemet i kortere eller længere tid, siger han i en pressemeddelelse.
Direktør Gitte Abildtrup fra Levende Musik i Skolen kalder projektet "meget værdifuldt", idet man kommer ud til målgrupper, der ikke nås gennem koncerter i det almene skoletilbud.
– De har i den grad gavn af den trivsel og fællesskab, koncerterne kan bidrage med. Det hører vi også på de rørende tilbagemeldinger, vi får fra både kunstnerne og institutionerne, lyder det.
De positive erfaringer betyder, at Hjerteklang fortsættes.
- Vi arbejder på at udvikle bæredygtige modeller, så sårbare børn og unge, der står udenfor det almene skolesystem, også i et fremtidsperspektiv møder den levende og professionelle musik i deres hverdag. Vi vil gerne brede konceptet ud i alle hjørner af regionen i 2026, siger Hanne Lundgren Nielsen.
Koncerterne har i det første år været gratis for de deltagende institutioner, og støtten fra regionen videreføres, så de også er det i 2026. Institutionernes deltagerbetaling ville ellers være ca. 6.500 kr. pr. koncert til bl.a. honorarer og administration.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













