KØBENHAVN: Skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole i København blev i dag kåret som Årets Leder 2011 af Lederne. Det skete på konferencen Ledelsens Dag i Tivoli Congress Center i København.
63-årige Lise Egholm har i 16 år været leder på skolen på Nørrebro, hvor flere end tre fjerdedele af eleverne er tosprogede. Hun er den 10. modtager af Danmarks fornemste lederpris, og det er første gang, at prisen som Årets Leder tilfalder en kommunal leder. Årets Leder er valgt ved en demokratisk afstemning, hvor der i år var seks kandidater.
I sin tale til og om Lise Egholm slog formanden for Lederne Svend Askær fast, at prisvinderen ikke er bleg for at stille krav til elever, lærere og forældre.
- Det er helt tydeligt en dårlig idé at melde sig under fanerne hos Årets Leder, hvis man ikke er klar til at gøre en indsats. Det oplever eksempelvis de forældre, som tror, at de ikke behøver møde op til forældremøder. De får i meget klare vendinger besked om, at der ikke er tale om 'tilbud', men om møder med mødepligt. Og hun er ikke bange for at sige 'skal' i stedet for det typisk danske 'må' eller 'bør', sagde Svend Askær.
Han understregede, at Lise Egholm ikke kun er en leder med klare holdninger, men samtidig et dybt passioneret menneske, som har den mission, at alle elever - også dem med knap så mange ressourcer - skal have en udbytterig og lærerig skolegang.
- Årets Leder er også en humoristisk, varm og kærlig person, som insisterer på at kunne navnene på samtlige 600 elever, og som ikke holder sig tilbage for at uddele varme knus til høj så vel som lav, sagde Svend Askær.
Tidligere er prisen som Årets Leder blandt andre gået til Irma-direktør Alfred Josefsen (2003), direktør Jørgen Vig Knudstorp fra Lego (2006), oberst Kim Kristensen (2009) og CEO i Nordea Christian Clausen (2010).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.