Offentligt ansatte skal udvise stor omtanke, når de som led i arbejdet bliver inviteret til fx middage, koncerter eller teaterforestillinger. Det princip har været grundlag for en gennemgang af Kulturministeriets gavepolitik, som Ombudsmanden netop har afsluttet. Kulturministeriet har i dialog med Ombudsmanden justeret sin politik, lyder det fra Ombudsmandsinstitutionen.
- Jeg har forståelse for de hensyn, der gør sig gældende på Kulturministeriets område, men det er samtidig vigtigt, at ministeriets gavepolitik følger samme grundprincipper som dem, der gælder for andre myndigheder. Dialogen med Kulturministeriet har været nyttig, og jeg har ikke grundlag for nu at gøre mere i sagen, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Saglige grunde til at sige ja tak
Der kan i nogle tilfælde være saglige grunde til, at offentligt ansatte tager imod fx invitationer eller fribilletter. Deltagelse kan således efter en konkret vurdering tjene et fagligt, tjenstligt og/eller repræsentativt formål og derfor være forenelig med de uskrevne regler og principper på området.
Ombudsmanden har således tidligere taget stilling til, at embedsmænd under Kulturministeriet gerne måtte benytte fribilletter til en koncert på Søfortet Trekroner, fordi de skulle føre et tjenstligt tilsyn. Derimod mente ombudsmanden ikke, at embedsmændene skulle have taget private ledsagere med.
Dialogen mellem ombudsmanden og Kulturministeriet om ministeriets gavepolitik er sket i forlængelse af sagen på Trekroner. Og Kulturministeriet har nu justeret sin politik, så der er mere klare linjer for, hvornår ministeriets medarbejdere må tage imod invitationer til kulturelle begivenheder, og hvornår de kan deltage med ledsager.
ka
Læs eller download Ombudsmandens udtalelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.