DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Kritisk sosu sortlistet i Vejle efter at have udtalt sig om personaleflugt

Borgmester slår nu fast, at "Kritiske udtalelser til pressen kan aldrig diskvalificere til et job i Vejle Kommune. Tværtimod er det en kvalitet at udtale sig".

VEJLE: At have udtalt sig kritisk til Vejle Amts Folkeblad om problematiske forhold i et stort hjemmeplejedistrikt var den direkte årsag til, at en sosu ikke fik ansættelse i det gamle område, efter at det var reorganiseret. Det skriver avisen, der siden begyndelsen af november har afdækket uro og personaleflugt i det pågældende distrikt.

"Du kan ikke få jobbet, fordi du har været i VAF med navn og billede", lød beskeden i en sms fra den nye distriktsleder, der havde afstemt afvisningen med seniorchefen.

Sammen med 15 andre nuværende og tidligere kolleger havde sosuen med navn og foto i avisen skildret et arbejdsmiljø, der på et halvt år havde betydet, at over 50 ansatte havde forladt Distrikt Vest 2. De pegede på ledelsen som årsag til problemerne.

I slutningen af november blev der etableret en midlertidig løsning med flere ledere og mindre teams, og én fælles distriktsleder blev erstattet af tre ligestillede ledere.

Afvisningen af den kritiske sosu har givet kraftige reaktioner fra byrådspolitikere, hvis mistillid til ledelsen i seniorforvaltningen skinner klart igennem. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) siger til avisen: "Kritiske udtalelser til pressen kan aldrig diskvalificere til et job i Vejle Kommune. Tværtimod er det en kvalitet at udtale sig." Ifølge ham er der sket en fejl, og sosuen skal tilbydes et job i kommunen.

ka