
AALBORG: Kommende resultater af frikommuneforsøg skal udbredes til andre kommuner, og hvad det angår vil økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) være kommunernes advokat internt i regeringen for det synspunkt, lovede han på KL's Kommunaløkonomiske Forum (KØF) i Aalborg.
Udtalelsen faldt med henvisning til, at kommunerne i programmet for KØF havde udnævnt sig selv til blandt andet 'forandringsmotor'. Simon Emil Ammitzbøll havde allerede på forhånd opfordret kommunerne til at se kritisk på deres eget bureaukrati, og på KØF supplerede han med at stille en udvidelse af udfordringsretten i udsigt, så den også kan omfatte lovændringer.
Oveni kom tilsagnet om at være kommunernes advokat i regeringen - et tilsagn der fik Herning-borgmester Lars Krarup (V) til at nævne, at han synes, at alle kommuner skal sættes fri.
'Jeg er jo liberal', som han forklarede LA-ministeren.
Et andet ønske fra kommunerne til regering og Folketing er, at kommunerne lidt tidligere får kendskab til deres økonomiske vilkår for det kommende år. Men det er svært, når en regering først skal forhandle finanslov med andre partier, lød svaret fra økonomi- og indenrigsministeren, der erklærede sin forståelse for synspunktet, men udtrykkeligt ikke ville love noget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.