

Hullede veje, tyndslidte broer og skoler, der forfalder. Det er virkeligheden i mange kommuner. Men snærende bånd lægger hindringer i vejen for de nødvendige investeringer, lyder det fra KL-formand Martin Damm (V).
- Der er systematisk skåret ned på kommunernes muligheder for at afholde anlægsudgifter, siger Damm, der sætter emnet på dagsordenen ved konferencen Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg i dag.
Det er økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne, der sætter rammen for de såkaldte anlægsinvesteringer.
Rammen er i år på 16,3 mia. kr. I 2008 var rammen næsten en fjerdedel større, nemlig 21,2 mia. kr. I samme periode er antallet af ældre steget, og det samme er behovet for eksempelvis nye plejehjem.
Nødvendige investeringer
Loftet over anlægsudgifter har ifølge KL-formanden også medført, at der ikke er sket de nødvendige investeringer i det kommunale vejnet.
- Vi er blevet mødt med krav om, at vi skal være mere og mere effektive. Men det nytter ikke noget, når mulighederne for at blive det forringes, siger Martin Damm og bruger et billede, som de fleste husejere kan genkende:
- Du kan jo heller ikke sænke varmeregningen, hvis ikke du får lov til at efterisolere dit hus, siger Martin Damm.
Dansk Byggeri bakker op
I organisationen Dansk Byggeri deler man opfattelsen af, at der er et efterslæb i kommunerne, når det gælder investeringer i veje og bygninger.
- Kommunerne har gennem en periode haft et forholdsvist lavt niveau for investeringer. Det er dyrt at genoprette veje, når man ikke løbende investerer i det, siger direktør Lars Storr-Hansen.
Finansminister Kristian Jensen (V) deler ønsket om at kunne investere noget mere, men holder fast i den aftale, der er.
- I forhold til vores samfundsøkonomi, ikke bare i 2017, men på længere niveau, så er der ikke råd til, at vi har et højere anlægsniveau, end det vi har i øjeblikket. Det kræver, at man gennemfører reformer af dansk økonomi i forhold til arbejdsudbud og den måde, vi indretter vores økonomi på, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.