
AALBORG: Kommunerne skal have hjælp til at luge ud i bureaukrati, de har pålagt sig selv.
Det er tilbuddet fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der torsdag mødes med kommunale topfolk til Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.
- Det, jeg tilbyder, er, at vi sender et team ud, som gennemgår selvpålagte regler, siger Simon Emil Ammitzbøll.
- Det er vores fornemmelse, at meget af det bureaukrati, der generer rundt omkring, er selvpåførte byrder af de enkelte kommuner. Derfor vil vi godt tilbyde at betale for at få lavet en undersøgelse i de kommuner, der frivilligt stiller sig til rådighed, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Man bliver sneblind
Hvis der er noget at luge ud i, har kommunerne så ikke allerede gjort det?
- Engang imellem er det sådan, at man bliver blind i forhold til det, der er nærmest. Sneblind kan man vel kalde det. Så er det godt, at der er nogen udefra, der ser på tingene, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han mener, det er et naturligt skridt, at statslige eksperter hjælper kommunerne med at rydde ud i unødigt bureaukrati. På samme måde som kommunerne kan udfordre de statslige regler.
Ikke en provokation
- Vi giver kommunerne mulighed for at udfordre de statslige regler med frikommuneforsøgene og med en ret til at udfordre statslig lovgivning. De får lov fordomsfrit at kigge på vores regler, og så mener jeg også, at vi fordomsfrit skal have mulighed for at kigge på dem, siger han.
Ministeren understreger, at forslaget ikke er ment som en provokation over for kommunerne.
- Nej bestemt ikke. Det er tænkt som en udstrakt hånd til at sikre, at vi får mere for skattekronerne, og at der ydes bedre service til borgerne, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Damm: En spøjs udmelding
KL-formand Martin Damm (V) finder det positivt, at Simon Emil Ammitzbøll (LA) vil hjælpe med at fjerne bureaukrati i kommunerne. Men det er pudsigt, når ministeren mener, at det er kommunerne selvpålagte bureaukrati, der skal luges ud i.
- Det er en lidt spøjs udmelding. For vores største udfordring er al den bureaukrati, som staten presser ned over kommunerne, siger Damm.
Borgmestre, kommunaldirektører og økonomiudvalg fra hele landet deltager torsdag og fredag i Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Det er i den forbindelse, at Ammitzbøll har udtalt sig om kommunernes bureaukrati.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.