I kommunernes budgetter for 2026 har socialområdet fået en større bid af kagen end året før.
Flere kommuner har fortsat udfordringer med udgiftspresset på området, især på det specialiserede socialområde.
Men i enkelte kommuner er der allerede nu opstået huller i 2026-budgetterne, som skal lukkes.
Det gælder bl.a. Nyborg Kommune, som netop har sendt et stort sparekatalog i høring, fordi der blot i år mangler 72 mio. kr., hvoraf socialområdet bærer en del af ansvaret.
I Aarhus Kommune står socialområdet til at overskride budgettet med 150 mio. kr. i 2026, og her har man ligeledes sat gang i at udarbejde en såkaldt omstillingsplan, som endnu ikke er offentliggjort.
Tilbage i november opdagede man i Frederikshavn Kommune også en overskridelse af budgettet på familieområdet på ca. 30 mio. kr. Her fandt kommunen frem til, at den interne kontrol og opfølgning ikke havde været tilstrækkelig.
KV25 kan have indflydelse
Ifølge Kurt Houlberg, forsker i kommunal økonomi ved Vive, kan kommunalvalget have haft indflydelse på, at en økonomisk ubalance først opdages, efter at budgetforliget er indgået.
- Det er ikke sædvanligt, at kommuner så tidligt på året skal spare eller genåbne budgetterne, men man så det også efter kommunalvalget for fire år siden, forklarer han til DK Nyt og fortsætter:
- Det kan måske hænge sammen med, at når man op til et kommunalvalg skal have vedtaget budgetterne, kan man være lidt mere tilbøjelig til at være positiv i vurderingen af, hvordan økonomien vil udvikle sig.
Der er dog altid mange usikkerheder forbundet med at kigge frem i den økonomiske krystalkugle, men som politiker er det heller ikke særlig attraktivt at gå til valg med et stort sparekatalog i baglommen, forklarer han.
To grunde til økonomisk underskud
Kigger man kun på det økonomiske, kan der være to grunde til, at man som kommune kan ende i en situation, hvor man skal spare eller genåbne budgettet.
Den ene grund finder man i en lille gruppe på 8 til 10 kommuner, som er presset af, at de ikke har pengene.
- Det er kommuner, som kan begynde at se bunden af kommunekassen, og hvor problemet måske viser sig at være større nu, hvor vi er kommet ind i det nye år.
Langt de fleste kommuner er imidlertid i den situation, at de har mange penge i kommunekassen, men hvor udfordringen er, at de ikke må bruge dem.
- Der er et loft over, hvor mange penge kommuner samlet set må bruge på service. Hvis det regnestykke skal gå op, skal hver kommune holde sig inden for sin relative andel af servicerammen. Hvis budgetterne skrider på nogle områder, kan kommunerne derfor ikke bare tage pengene op af kommunekassen, men er nødt til at finde besparelser på andre områder, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











