- Selv om vi bruger flere penge på den kollektive trafik, har vi fået sværere ved at fastholde det serviceniveau, som passagerne kender i dag. Så hvis vi skal undgå serviceforringelser fremover, skal vi finde flere ressourcer. Og det kræver en økonomisk indsprøjtning til kommunerne, siger Jens Stenbæk (V), formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg.
De stigende omkostninger skyldes først og fremmest højere brændstofpriser og faldende passagertal. Samtidig er der sat et loft over, hvor meget trafikselskaberne må lade billetpriserne stige.
Selv om nye beregninger fra KL viser, at kommunerne i 2007 brugte 116 mio. kr. mere end budgetteret på bustrafikken, er der tale om en uholdbar situation. For det bliver stadig sværere at holde serviceniveauet og dermed også at fastholde passagerne.
- Situationen efterlader kommunerne med to valg: Enten bliver vi nødt at nedlægge busruter flere steder. Eller også skal vi finde de ekstra ressourcer ved at skære på andre kommunale kerneydelser. Ingen af disse to løsninger er der perspektiver i, siger Jens Stenbæk.
Trafikselskabernes fællesorganisation har redegjort for selskabernes økonomi. Og de foreløbige beregninger tyder på, at kommunerne samlet set skal finde omkring 280 mio. kr. på næste års budgetter, hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes.
- Det er vel at mærke penge, som kommunerne skal finde i de nye budgetter, uden at de har fået penge til det med økonomiaftalen for 2009, siger Jens Stenbæk.
- Regeringen fremhæver gang på gang, at den kollektive trafik skal spille en hovedrolle i vores indsats for at løse trængselsproblemerne på de danske veje og mindske CO2-udledningen. Nu er det på høje tid, at regeringens ord erstattes af reel handling.
- Derudover er der brug for at se på, om en bredere finansieringsmodel på området kan være én af løsninger til at få den kollektive trafik ud af krisen, siger Jens Stenbæk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.