Alle partier i Folketinget er nu blevet enige om, hvordan regeringens håndtering af minksagen skal kulegraves. Det skal ske i en såkaldt granskningskommssion, som er en ny type undersøgelse.
Enigheden er opnået i et møde i det underudvalg, som Folketingets Udvalg for Forretningsordenen havde nedsat for at afklare formen for en undersøgelse af minksagen.
Der er ikke tale om en klassisk undersøgelseskommission, som man kender det fra tidligere sager som tamilsagen, Støjberg-sagen med flere. Den nye undersøgelsesform er dog mere vidtgående end fx en advokatundersøgelse med udelukkende skriftlige svar.
Sidstnævnte talte regeringens støttepartier Enhedslisten og SF i første omgang varmt for, mens de borgerlige partier har krævet en undersøgelseskommission.
Granskningskommissionen får en dommer for bordenden og mulighed for at indkalde ministre og embedsfolk og afhøre dem som vidner. Dette var det væsentligste årsag til, at oppositionen havde krævet en undersøgelseskommission, og det lader sig altså også opfylde med granskningskommissionen.
- Granskningskommissionen er et nyt instrument, som bygger på de samme principper om retssikkerhed for dem, der skal afhøres. Den bygger på et princip om effektivitet. Det vil sige, at den arbejder hurtigere end den almindelige undersøgelseskommission, siger Jens Rohde (R), der er formand for det underudvalg, hvor undersøgelsesformen er blevet diskuteret.
Et kommissorium for granskningskommissionen skal efter planen udfærdiges inden jul. Hvis det lykkes, vil granskningskommissionen skulle aflevere sin konklusion i løbet af 2021, fordi den ifølge aftalen har højst 12 måneder til at afslutte sit arbejde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.