
Af Camilla Boyhus Madsen [email protected] og
Knud Abildtrup knud@dknyt
Først traf regionsrådet en beslutning om at bevare akutfunktionen i Svendborg. Siden gennemtrumfede den tidligere regering, at der slet ikke skulle være nogen akutfunktion i det sydfynske, hvis ellers regionen ville bevare Odense Universitetshospital. Så regionen måtte sende ny plan - uden Svendborg.
Under valgkampen udstedte den tidligere socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen en garanti på, at akutmodtagelsen i Svendborg ville være sikret, hvis en S-ledet regering skulle komme til magten.
Men på sit første pressemøde i Statsministeriet brød Helle Thorning-Schmidt (S) de fynske politikeres forhåbninger: 'I Region Syd har man ønsket, at man skal have et universitetshospital med alle faciliteter i Odense, og det har naturligvis nogle konsekvenser for, hvad man så kan få i Svendborg.'
Akutmodtagelse stadig i farezonen
Dermed var debatten om løftebrud startet. Senere på ugen udtalte sundhedsminister Astrid Krag (SF), at beslutningen var op til Regionsrådet. Finansieringen var dog uklar.
På AGORA er det ikke de fynske politikere, der råber 'løftebrud', men de forventer, at akutmodtagelsen bliver reddet. Koordinator for Akutgruppen på Sydfyn, Gert Rasmussen (S), der i fem år har arbejdet for at bibeholde akutberedskabet i Svendborg siger :
- Vi har fortsat tillid til, at Region Syddanmark og Sundhedsministeren gennem dialog sikrer, at der forsat vil være akutberedskab i Svendborg.
Regionsrådsmedlem William Jensen (S) er også positiv overfor dialogen med ministeren:
- Sundhedsminister Astrid Krag og Sundhedsstyrelsen siger nu, at de de godt vil acceptere, at vi kan have akutmodtagelsen i Svendborg. Så langt så godt. Men hvis vi så kan forvente, at der vil ske en reduktion i det beløb vi skal bygge for på OUH for, så får vi et problem.
Skylden ligger hos den tidligere regering
Både William Jensen og Gert Rasmussen har forhåbninger til, at den nye regering vil lytte til regionsrådet, hvilket ikke var tilfældet med den tidligere regering. William Jensen beskylder endda den tidligere regering for at have stillet Regionsrådet i en uløselig situation:
- Med den tidligere regering var der slet ikke nogen debat - det var ren og skær revolverpolitik. Vi blev stillet overfor det tvivlsomme valg, at hvis vi skulle bruge penge på et nyt OUH, så skulle vi frafalde den tidligere beslutning om at have en akutmodtagelse i Svendborg.
Reelt set ikke noget valg. For ingen ville jo gå med til, at vi ikke skulle have et nyt og moderne OUH.
Gert Rasmussen tilslutter sig William Jensens synspunkt, at skylden for miseren oprindeligt ligger hos den tidligere regering. Han beskriver på AGORA, hvordan han anser den tidligere regerings udspil som en negligering af den demokratiske proces:
- Man underkender altså regionens demokratiske proces og tvinger regionen til at udarbejde en ny plan, og hvis den indeholder en akutmodtagelse i Svendborg, så vil de 6,3 milliarder anlægskroner til et nyt OUH ikke blive frigivet. Med den trussel hængende over hovedet måtte regionen udarbejde et nyt projekt.
Har regeringen begået løftebrud? Eller respekterer de blot Regionsrådets seneste beslutning?
Deltag i debatten på AGORA
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.