
De første beboere kan vende tilbage til deres hjem i Munkebjerg Park i Odense fra fredag eftermiddag. Det oplyser byudviklingschef i Odense Kommune Birgitte J.K.T. Nielsen til Ritzau.
Fredag blev 188 boliger i Munkebjerg Park evakueret efter en vurdering af, at fundamenterne under svalegangene på fem ejendomme skulle sikres.
Konkret kan 97 beboere fra opgangene Munkebjerg Park 5-7, som udgør én boligblok, begynde at vende tilbage. Samlet 249 beboere er blevet berørt af evakueringen.
De resterende beboere i Munkebjerg Park får i næste uge besked om, om de kan flytte tilbage, oplyser byudviklingschefen.
Tilbageflytningen sker, i takt med at en afstivning af fundamentet gennemføres. Den sidste del af dette arbejde kan udføres, når beboerne er flyttet tilbage. Det fortalte Frederik Barfoed, der er direktør for Barfoed Group, som ejer ejendommene, tidligere til Ritzau.
Påbud fra kommunen
De evakuerede beboere har været indlogeret på et hotel, medmindre de selv har kunnet finde overnatning andetsteds. Evakueringen af beboerne skete på baggrund af et påbud fra Odense Kommune, og situationen er siden da blevet beskrevet som kaotisk.
- Mange har jo været på vej på weekend, efterårsferie eller andet. Og så har beboerne jo været igennem lidt af hvert i forvejen. Så jeg kan godt forstå, hvis de er lidt tyndslidte, har Birgitte J.T.K. Nielsen tidligere udtalt.
Der har i længere tid været byggeri i Munkebjerg Park. I januar mistede en mand i 40'erne livet i en arbejdsulykke, da en svalegang styrtede sammen.
Det har resulteret i en bøde på 437.000 kroner til ingeniørvirksomheden Rambøll. Den blev betalt i slutningen af september Yderligere seks personer, der arbejdede på stedet, har været i fare for skade på liv og helbred.
Ifølge byudviklingschefen havde arbejdsulykken i januar dog ikke noget med svalegangene at gøre. Det er dem, der nu skal arbejdes på.
Ny dialog med kommunen
En aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået fra Odense Kommune, viser i øvrigt, at dele af Barfoed-byggeriet i Munkebjerg Park, er udført i strid med byggetilladelsen. Det drejer sig netop om fundamentet til svalegangene.
Aktindsigten viser, at der er uenigheder mellem parterne om de krav, der skal lovliggøre byggeriet, så det kan godkendes. Odense Kommune vil have en certificeret statiker, der er ekspert i bæreevne, til at godkende arbejdet. Barfoed Group og Rambøll er bekymrede for, at det kommer i konflikt med tidsplanen.
Niels Wegener, juridisk direktør i Barfoed Group, har til TV 2 Fyn skrevet, at "efter dialog med Odense Kommune var der dog enighed om, at det forudsatte en certificeret statiker, og dette har vi arbejdet videre med i den nuværende proces og er allerede godt i gang hermed. Vi er i tæt samarbejde med entreprenører og Rambøll, og alle parter yder deres absolut maksimale for at få beboerne tilbage."
/ritzau/JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.