Fortsat skæv geografisk byrdefordeling

Af borgmester Johnny Søtrup (V)

Hvis regeringen ønsker at omfordele midler fra rige til fattige kommuner i det såkaldte udkantsdanmark, så er det ikke lykkesde med deres nuværende udspil. Udspillet flytter reelt kun ca. 70 mio. kr. hen over Storebælt.

Hvorfor er vi nødsaget til at acceptere en større grad af ulighed på landsplan end i hovedstadsområdet? Bare fordi Hovedstadsudligningen i praksis ikke har været en del af Finansieringsudvalgets kommissorium.

Fair nok, at regeringens oplæg til justering af den kommunale udligning lægger op til, at der skal sendes flere penge fra landets rige kommuner til de fattige i det såkaldte Udkantsdanmark. Det er jo sådan set udligningssystemets primære formål at sikre økonomisk støtte til kommuner, hvis skattegrundlag er lavt, eller hvis behov for udgifter er høje, så der kan ydes en tilnærmelsesvis ensartet service på tværs af landets kommuner.

To separate ordninger
Men hvis det er regeringens ambition at indføre en Robin Hood-udligning, der tager fra de rigeste og giver til de fattigste, og som samtidig adresserer udfordringerne mellem øst- og vestdanmark, så kan det undre, at man ikke vælger en mere direkte vej, og tager hul på diskussionen om hovedstadsudligningen.

Det nuværende udligningssystem er nemlig opdelt i to separate udligningsordninger - en landsdækkende nettoudligning for alle landets kommuner (landsudligningen) og en ekstra udligningsordning, som kun udligner forskelle mellem kommunerne i hovedstadsområdet (hovedstadsudligningen). Og det ændrer regeringens nylige udspil ikke ved, eftersom hovedstadsudligningen ikke har været en del af finansieringsudvalgets kommissorium.

Det betyder, at vi også efter et kommende forlig vil sidde tilbage med en model, der opretholder en skæv geografisk byrdefordeling, og som giver anledning til markante forskelle i serviceniveauet overfor borgerne i øst- og vestdanmark.

Hvorfor mere ulighed på landsplan?
Kommuner udenfor hovedstadsområdet (med strukturelt underskud) udlignes nemlig på et betydeligt lavere niveau, end kommuner i hovedstadsområdet, og derfor skabes der rum for et uensartet serviceniveau, afhængig af, om man bor indenfor eller udenfor hovedstadsområdet.

Så når vi alligevel skal drøfte den kommunale udligning - og mulighederne for at opnå en mere retfærdig og objektiv udligning - så bør vi også forholde os til hovedstadsudligningens eksistensberettigelse og sammensætning. For hvorfor skal vi acceptere en højere grad af ulighed på landsplan end i hovedstadsområdet? Så får vi måske også gjort op med myten om, at de velstillede hovedstadskommuner altid afleverer penge til Jylland og Fyn, når de i realiteten afleverer pengene til Vestegnskommunerne.

Flere kommuner har tidligere foreslået en model, hvor man fastholder den nuværende landsudligning, men med en højere udligningsgrad, og hvor hovedstadsudligning og udligningstilskud til ugunstigt stillede kommuner samles til en mindre omfattende udligningsordning. Dette kunne både imødekomme regeringens ønske om en Robin Hood-udligning, og sikre en mere enkel og overskuelig model, men dette scenarie har i praksis ikke været en del af finansieringsudvalgets arbejde.

Hvad med indtægtssiden?
Det er også tankevækkende, at regeringens foretrukne model stort set ikke flytter midler hen over Storebælt. Sandt nok, at Københavns Kommune står til at miste ca. 240 mio. kr., men hovedparten af disse midler omfordeles til kommunerne øst for Storebælt, mens kun ca. 70 mio. kr. flytter hen over Storebælt. Det understøtter ikke ambitionen om, at der skal flyttes penge til de fattige kommuner i det såkaldte Udkantsdanmark.

Sidst men ikke mindst virker det mærkeligt, at Finansieringsudvalget har forholdt sig til alle afkroge af kommunernes udgiftsbehov, mens de kun i mindre udstrækning har belyst kommunernes indtægtsside. I forbindelse med finansieringsudvalgets arbejde har Esbjerg Kommune m.fl. foreslået, at man bør overveje at omlægge den kommunale andel af visse skatter til bloktilskud med henblik på at skabe større lighed mellem kommunerne, herunder eksempelvis selskabsskatten.

Der er allerede indført en delvis udligning af selskabsskatterne tilbage i 2007, men den tager ikke i tilstrækkelig grad højde for, at gevinsterne fra selskabsskatterne fortsat er koncentreret på et meget lille antal kommuner (i hovedstaden). Og hvorfor skal vi acceptere, at denne form for udligning ikke er på niveau med den øvrige udligning?

Kort sagt: Vi står foran en vigtig politisk debat om, hvordan vi bedst fordeler samfundets ressourcer - men debatten er fortsat geografisk skæv, fordi beslutningsgrundlaget ikke har forholdt sig til alle elementer i udligningen.

Johnny Søtrup (V), borgmester i Esbjerg Kommune.