Endnu en tidligere Venstre-borgmester klar som spids
Det begynder at nærme sig, at Venstre har udpeget spidskandidater til KV21 i samtlige 98 kommuner. Ifølge vores optegnelser på DK Nyt er der nu navne på V-spidser i 92 kommuner, hvoraf 46 er nye og 46 gengangere.
På Fanø er tidligere borgmester og nuværende viceborgmester Erik Nørreby nu blevet opstillet som spids igen, oplyser JydskeVestkysten. Han sad på borgmesterposten i tre perioder frem til KV17, hvor Sofie Valbjørn (ALT) tog over.
Han har siddet i byrådet siden 1989 og er dermed politikeren med den højeste anciennitet i det lille byråd, hvor V sidder på tre ud af 11 pladser.
I Hjørring er der anmeldt valgforbund mellem V, DF og NB, oplyser ligeher.nu. Ved KV17 var NB og DF også i alliance, hvilket betød to pladser til DF. V var sammen med LA og fik syv pladser ud af det - uden plads til LA. Søren Smalbro er her ny V-spids, mens borgmester Arne Boelt igen er spids for S.
I Svendborg har den lokale V-forening valgt 16 kandidater til valget, hvor Mette Kristensen længe har været valgt som ny spids. Tidligere borgmester Lars Erik Hornemann, der har haft posten i to omgange, blev nummer to og er dertil valgt som ny kandidat til regionsrådet i Region Syddanmark. Siddende borgmester er Bo Hansen (S).