
KOLDING: Venstre bøvler i forvejen med en sag om sponsorerede medlemskaber i Varde, hvor Mads Sørensen blev valgt som spids ved den interne afstemning i partiet. Her kom det frem, at lokale virksomheder betalte ansatte for at blive medlem, så de kunne stemme den lokale mand ind.
Nu er Venstre havnet i en lignende sag i Kolding, hvor en erklæret fodboldtilhænger, Ole Martensen, fra at være nummer 25 på V-listen ved KV17, hvor han ikke kom i byrådet, ved opstillingen til KV21 blev højdespringer. Han havnede helt oppe som nummer tre efter Eva Kjer Hansen, der endte med at blive spids, og byrådsmedlem Jakob Ville.
Her gik bestræbelserne på at få den erklærede tilhænger af Kolding IF i byrådet i en tid, hvor der er politisk uenighed om at udvide stadion i Kolding. Martensen har i en kortere periode siddet i bestyrelsen for Kolding IF Fodbold, ligesom det firma, han er landechef for, er sponsor i klubben.
Fanklub-formand Kenneth Rasmussen var med til at sende en besked ud til flere KIF-fans med en klar opfordring til at melde sig ind i Venstre tidsnok til, at man kunne deltage i opstillingsmøde i august, oplyser JydskeVestkysten, der er i besiddelse af en besked sendt til en fan, hvor der desuden står, at "KIF vil så dække dine udgifter for indmeldelsen (325 kr.)".
Martensen oplyser, at han ikke havde nogen anelse om, at KIF-tilhængerne havde organiseret indmeldelser, og formand for Kolding IF Fodbold Claus Holm-Søberg afviser, at klubben skulle have lovet at betale nogen for at melde sig ind i Venstre. Kenneth Rasmussen afviser også, at klubben skulle have noget med betalingen at gøre, men at en "tredje person" havde lovet at betale kontingentet, hvis det kneb for nogle af fodboldfansene. Han ønsker ikke at oplyse, hvem det var.
"Har altid gjort"
I Varde havde Venstre to kandiderende spidser, der fik samme type hjælp. Skamstrup Maskinstation i Øse betalte 35 medarbejdere og hjælpere for at blive meldt ind i Venstre i den hensigt, at de kunne stemme på den helt lokale kandidat Peder Foldager.
Og i Horne-Sig sponserede en anden virksomhed 100 kr. per nyt medlem, så det ikke kostede 300, men 200 kr. at melde sig ind. Her var medlemskaberne tiltænkt støtte til erhvervsmanden Mads Sørensen, som dengang sagde , at "den form for rabat har man altid brugt".
Den daværende lokalformand for Venstre i Varde, Lotte Højmark Tang, var modstander af fremgangsmåden, gik i pressen med det og har som medlem af hovedbestyrelsen arbejdet på nye regler i partiet, så der er gennemsigtighed i, hvordan nye medlemmer kommer til.
Det har fx været på tale med en app, som det enkelte medlem selv skal bruge for at melde sig ind, og enkeltpersoner ikke kan komme med en liste over folk og betale for dem alle på én gang. De regler er dog ikke færdige endnu.
Rettet 11.54: I første version stod fejlagtigt Ellen Trane Nørby som spids - nu rettet til Eva Kjer Hansen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.