Mens andre brancher melder om voksende indtjening i takt med bedre konjunkturer og økonomisk vækst, slås de danske dagligvareselskaber generelt med at sikre sig afkast. Det har også i år ført til lukning af butikker hos kæder, skriver Finans.
Dagligvaremarkedet her i landet er præget af hård konkurrence mellem de store aktører som Dansk Supermarked, Coop Danmark, Dagrofa og Rema 100. Dertil kommer flere andre mindre selskaber – blandt andre de tyske discountkæder Lidl og Aldi.
I en ny analyse om udviklingen i branchens 25 største selskaber, som erhvervsdatabasen BIQ har lavet for Finans, fremgår det, at både overskuds- og afkastgraden i dagligvarehandelen skiller sig ud med lave tal for indtjeningen.
Flere faktorer kan bruges som forklaring på det. En af dem er en tydelig tendens i danskernes forbrug: Danmarks Statistik opgør således, at forbruget af fødevarer er faldet fra at udgøre 24 pct. af de private husstandes totalforbrug i 1981 til nu mindre end 15 pct.
Og faktisk har udviklingen i det samlede dagligvaremarked været fladt i en årrække, mens der til gengæld er fart i salget, når det gælder udeservering. Med alt fra takeaway til restauranter som dermed også tager en del af omsætningen fra den klassiske dagligvarehandel.
Det danske marked for dagligvarer er samtidig præget af intens konkurrence mellem kæderne, som alle gennem en længere årrække har ekspanderet med nye butikker.
Det samlede antal er ca. 2.700 discountbutikker, supermarkeder og større dagligvarebutikker. Dermed er Danmark et af de lande i Europa med den højeste butikstæthed. Det er især udløst af discountkæderne, der nu samlet har op mod 40 pct. af salget her i landet med 1.500 butikker.
Netop det er ifølge detailekspert Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia, også en af forklaringerne på, at dagligvarehandlen kæmper med indtjeningen generelt.
- Der er udvidet med mange nye kvadratmeter på det danske marked, og især drevet af lavpriskæderne. Det har været med til at øge omkostningerne i hele branchen. Samlet er det en branche med små marginaler, siger Henning Bahr til Finans.
Tidligere i år valgte købmandskoncernen Dagrofa at lukke discountkæden Kiwi, og samtidig har både Aldi og Coops Fakta også lukket underskudsgivende butikker.
- Kæderne har været gennem år med overplaceringer i deres ekspansion. Men nu er kampen mellem dem intens, og den fejl har de nok ikke glemt, siger Henning Bahr.
I Dansk Erhverv hæfter markedsdirektør Henrik Hyltoft sig desuden ved, at priskonkurrencen i Danmark er hård.
- Danskerne er tilbudsjægere, når det gælder indkøb af føde- og dagligvarer. Der købes mange fine køkkener, hvor der tilberedes billige råvarer. Så marginalerne er små i dagligvarebranchen, hvor der dystes hårdt mellem aktørerne. Og et udskilningsløb kører, siger Henrik Hyltoft.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.