
Borgerne har i dag frit valg på services som daginstitutioner, skoler, gymnasier, sygehuse, læger og ældrepleje. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført en brugerundersøgelse om borgernes syn på fritvalgsområderne opdelt på tre overordnede indikatorer: tillid, gennemsigtighed og klagemuligheder.
Undersøgelsen viser, som omtalt i dknyt, at ældreplejen får den laveste score målt på det såkaldte ForbrugerForholdsIndeks (FFI), der går fra nul til 10. Særligt kritisk ser det ud når det gælder overblik og viden om valgmuligheder og kvalitative forskelle i ældreplejen.
- Det overrasker sådan set ikke Dansk Erhverv, at borgerne efterlyser større gennemsigtighed. Selv om frit valg på ældrepleje efterhånden har eksisteret en betydelig årrække, er det fortsat tvivlsomt, hvor mange borgere, der rent faktisk kender deres muligheder og rettigheder, når det handler om frit at vælge leverandør til praktisk og personlig pleje. Andelen af private leverandører af personlig pleje udgør rent faktisk kun fem pct.
Det siger Marie Louise Løvengreen Rasmussen, der er chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv.
- Vores medlemsvirksomheder på dette område oplever store forskelle i praksis på tværs af kommunerne, ikke mindst når det gælder oplysning til borgerne om de tilbud, den ældre eller pårørende rent faktisk kan vælge imellem. I flere kommuner har borgerne slet ikke mulighed for at vælge en privat leverandør af personlig pleje. De private aktører findes ganske enkelt ikke, og det skyldes blandt andet, at der i visse kommuner ikke har været tilstrækkelig opgavevolumen, siger Marie Louise Løvengreen Rasmussen.
Dansk Erhverv støtter derfor regeringens fokus på at revitalisere fritvalgsområdet for personlig pleje.
Under sidste uges møde i Vækstforum foreslog regeringen at øge konkurrenceudsættelsen i kommunerne og samtidig tage hensyn til, at små og mellemstore virksomheder ikke bliver presset ud af markedet. Det kan blandt andet ske ved at opdele kommunerne i mindre distrikter.
- Efter Dansk Erhvervs opfattelse er det relevant at revidere den eksisterende lov. Men vi kommer ikke uden om, at en væsentlig barrierer for frit valg af personlig pleje også handler om holdninger og vaner i kommunerne, og derfor ser vi frem til den tværministerielle analyse af fritvalgsområdet, som Finansministeriet ventes at fremlægge i januar, siger Marie Louise Løvengreen Rasmussen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.